Derfor opfører Blachman sig som et forurettet barn

Derfor opfører Blachman sig som et forurettet barn

Måske så du også X-factor i fredags lige som mig?

Herhjemme er fredag nogenlunde fast familie-hygge-aften.
Gerne hvor både min mand, mine 2 piger og jeg splatter ud på sofaen senest kl. 20.

Nogen gange i 2 lag 😀
Ofte ligger vi i hvert fald med fødder og hoveder halvt over hinanden på kryds og tværs 🙂

Underholdningen står på sangglade mennesker i X-Factor, som ligger i spektret fra stjernegode sangere til fuldstændig håbløse sangtalenter.
Og et dommerpanel som opfører sig overraskende anderledes i deres roller i forhold til hinanden.

Eller er det bare mig?

Jeg har i hvert fald aldrig hørt Blachman sige ja, så mange gange og set han rent faktisk opfører sig ret empatisk og rimeligt respektfuld – ind i mellem.
Måske er det fordi, både Blachman og Remee kæmper om den nye fancy kvinde i flokken og tester hende lidt af?

Hvorfor reagerer Blachman (og andre voksne) så barnligt?

På overfladen ligner vi voksne mennesker.
Men indeni har vi har alle sammen vores indre barn med os.
Det indre barn der har alle vores gode og dårlige oplevelser, følelsesmæssige stemninger og overbevisninger med sig fra barndommen.

Hos nogle støjer det indre barns mindreværdsfølelse mere end hos andre og hos os alle popper det op i vores adfærd som voksne.

Som Blachman viste os i fredags, da han fik kategorien “De gamle” og reagerede med:

Ja, jeg vidste det krafteddeme.
Altså, det er for irriterende. Men sådan er det jo for fanden.

Jeg må bare…, jeg troede bare at jeg lige skulle have en rimelig nem sæson her.
Aarghmen for helvede.

Smider kortet fra sig…
Der er ikke en skid at hente.

Vind bare lortet. Det rager mig en skid.

I har fået det hele forærende. Fedt nok.
Det er bare for irriterende. Det er bare en lortekategori.
Dårligste voksenkategori ever.

Men jeg kan godt finde tre tandløse tosser, der kommer ind.
Vi er færdige nu. Jeg går!

Det er selvfølgelig forskelligt, hvad der trigger os og den måde vi opfører os på.

Vi har jo hver vores bagage med i rygsækken.

Jeg er overbevist om, at fælles for os er:

Jo mindre selvværd vi har, jo mere uhensigtsmæssigt reagerer vi over for os selv og andre, når vi er presset, føler os provokeret eller livet udfordrer os.
Når uretfærdighedsfølelsen rammer os eller vi føler os presset, så reagerer mange af os, som vi gjorde i børnehaven eller skolegården.

Forestil dig din arbejdsplads, hvor nogen er uenige eller en tilspidset situation med din partner.
Luk øjnene og læg mærke til, hvad der dukker op i dine tanker?
Måske husker du både raserianfald, bagtaleri, at der bliver sagt grimme ord, givet skyld og smækket med dørene?

Det meste af tiden er arbejdsmiljøet og stemningen på hjemmefronten måske nok helt okay.
Men lige så snart vi bliver presset eller andres adfærd rammer en skyggeside i os, har vi tildens til at opføre os som et utilpasset barn.
Godt nok stjæler vi ikke hinandens legetøj og mobiler eller giver hinanden buksevand, men alligevel…

Du behøver bare at se et rum af politikere, der diskuterer for at vide præcis, hvad jeg taler om.
Eller Thomas Blachman 😉

Nå, ja og måske dig selv en sjælden gang i mellem på en dårlig dag. Eller hvad?

Jeg tror, vi alle sammen kender til at der nogen gange flyver ord, vi straks efter fortryder, ud af munden på os.

Mit indlæg er ikke skrevet for at hænge Blachman ud. Jeg synes bare, det var et godt eksempel at referere til, så det blev tydeligt, hvad jeg mener.

Som voksne har de fleste af os lært, hvordan det forventes, at vi opfører os.
I kraft af en ydrestyret opdragelse baseret på belønning, straf og voksenmagt.

Men vi har ikke fået styrket vores selvværd nok til, at vi agerer med indre selvledelse for vores egen adfærd og kommunikation, når vores følelser trigges.
Til at vi er så bevidste om vores følelsesmæssige adfærd, at vi kan agere og opføre os empatisk og respektfuldt.
I stedet for at reagere automatisk med en meget følelsesladet og ofte knap så hensigtsmæssigt adfærd.

Også når tingene bliver svære eller ikke lige går, som vi ønsker det!

Det gør nemlig ikke noget godt for nogen – hverken os selv eller vores omgivelser.

Derfor synes jeg, det er enormt vigtigt, at vi som forældre styrker vores barn selvværd.
Med selvværd mener jeg ikke selvtillid.
Men ægte selvværd, som kommer indefra.

Som styrkes af at vi føler os elsket og respekteret, for den vi er. Særligt af de mennesker som er tæt på os.
Uafhængigt af vores præstationer og humør.

Så vi bliver ved med at elske os selv, som vi gør når vi bliver født.

Hvis mig hvordan jeg styrker mit barns selvværd

Mandag aften udsender jeg det næste onlinebrev, hvor de tilmeldte læsere får en gratis øvelse til at styrke deres eget selvværd.

Hvis du også vil have fingre i den, så tilmeld dig mit onlinebrev i dag.

Du får løbende tankevækkende inspiration og øvelser vedrørende indre selvledelse og kommunikation i familie- og arbejdslivet.

PS: Du kan til enhver tid afmelde dig igen, når du føler dig inspireret nok.

Stort smil
Sanne

Hvorfor sammenligning og ligebehandling giver dit barn dårligt selvværd

Hvorfor sammenligning og ligebehandling giver dit barn dårligt selvværd

Sammenligning giver dårligt selvværd

Ligeværd giver selvværd.

Men ligeværd handler i høj grad om plads til forskellighed og til at være sig selv.

Ikke om at vi skal behandle vores børn ens eller sammenligne dem.

Sammenligning af vores børn kan give hakker i deres selvværd.

Har du nogensinde hørt dig selv sige noget i retning af:

”Se søster, hun kan godt finde ud af at…”

Vi siger det måske i frustration over, at barnet ikke gør, som vi gerne vil have.

Eller fordi vi i bedste mening tror at det fremmer vores barns motivation for at forbedre sig, når en anden kan.

Det som mange børn i virkeligheden hører og opfatter, hvis du siger sådan er:  ”Jeg er ikke god nok, som jeg er. Jeg er forkert. Min søster er mere elsket…”

Følelser som fører til lavt selvværd.

I øvrigt kan forældres sammenligning af søskende fører til et dårligere søskendeforhold, men det er en helt anden snak, som vi tager en anden god gang 🙂

 

Min datter græd

…og jeg faldt pladask lige ned i forsvars- og retfærdighedsfælden i sidste år.

Ligeværd er ikke det samme som lige fordeling og ens behandling af vores børn.

Jeg oplever, at mange voksne i dag (og dermed også vores børn) har et meget pædagogisk syn og kæmpe fokus på at alle skal have lige meget og behandles ens.

I en god mening selvfølgelig og intentionen bag fejler ikke spor 🙂

Men er det altid vigtigt at få lige meget?

Må vi gøre forskel på vores børn?

Hvad støtter egentlig bedst vores børn og ikke mindst deres selvværdsfølelse?

Det lader jeg lige stå et øjeblik…

I mens jeg fortæller hvorfor min ene datter græd.

”Min datter græd…jeg vil også have sådan nogle flotte støvler, som søster har fået. Jeg får aldrig sådan nogle smukke ting som hende.

 

Bum! Der så man mig ryge direkte ned i forsvars- og retfærdighedsfælden.

 

Mig: Jamen søde, du har da også lige fået noget. Du valgte ret meget tøj, for et stykke tid siden. Der var da både en smuk nederdel og flotte bluser? Og du har også fået støvler.

 

Min datter: Nej, jeg har ej. Det var ikke lige så flot. Græder nu mere…

 

Mig: Du har da mange flotte ting! (For mange år siden ville jeg her også have sagt: Hold nu op – det er da ikke noget at være ked af. Du har også mange flotte ting. Det ville få min datter til at føle sig endnu mere misforstået og forkert over at være ked af det)

Underforstået – du har fået mindst lige så meget som din søster.
På den måde bekræfter jeg hende i, at det er vigtigt at få lige meget. At jeg måler deres værdi i, om de får det samme.

 

Det er IKKE vigtigt at få lige meget – det er vigtigt, hvad du har brug for

Jeg kunne i stedet for:

  • Anerkende min datters kærlighed til smukke ting.
  • Lære hende endnu bedre at kende ved at have en snak om, hvad hun synes er smukt.
  • Fokusere på hendes behov og det hun har brug for – at fokusere på at hun er værdifuld, uanset hvad hun får og ikke på at hun skal have det samme som sin søster.

Så min handling og kommunikation i eksemplet underbygger ikke min værdi og budskab fra ugen før, måneden før og året før – nemlig:

Det er ikke vigtigt, hvor meget din søster har fået. Det er vigtigt, hvad du har brug for.

Det har vi før vendt rigtig mange gange, f.eks. i forhold til mad eller drikkevarer, hvor begge børn har haft fokus på at få lige meget og gerne det samme.

Særligt når de en gang i mellem får sodavand eller andet, de synes er lækkert. Men faktisk har jeg også hørt dem diskutere om, hvem der skulle have glasset med mest vand i – lidt morsomt, når vi nu er så privilegeret her i Danmark, at vi bare kan tænde for vandhanen…

Ingen mennesker er ens – vi er alle sammen unikke individer med hver vores behov.

Lige med mad og drikkevarer synes jeg, det er ret indlysende, at børnene skal lære at mærke efter, hvad de selv har brug for. Hvor meget kan jeg spise, før jeg er mæt? Hvor meget kan jeg drikke, før jeg ikke længere er tørstig?

At de skal finde ud af, om de bedst kan lide vingummi eller skumfiduser.

I stedet for at fokusere på at få det samme, som deres søskende eller andre børn.

Kort sagt tror jeg på, at vi kan styrke vores barns selvværd ved at interessere os for hans/hendes behov og person i stedet for at have vores fokus på at behandle alle børn lige. Bare for at gøre det.

Når de vokser op og skal klare sig i verden, vil de helt sikker IKKE kun møde mennesker, som behandler dem lige med andre. Bare tænk på din egen arbejdsplads – er alting lige og retfærdigt der?

Hvordan skal vores børn tackle det på en god måde med selvværdet i behold, hvis de nu og her lærer at det er vigtigt at blive behandlet lige og det i øvrigt er med til at definere, hvor meget de er værd som mennesker?

 

Derfor handler vi forældre, som vi gør

Der er altid en grund til, at vi handler og siger som vi gør – både børn og voksne.

Ofte kommer vi til at reagerer automatisk ud fra en følelse, en tanke eller fra oplevelser i vores egen barndom, som fører til at vi har et ubevidst behov, vi instinktivt forsøger at få dækket ved vores handling.

Jeg har på mange måder altid gået op i retfærdighed. Ikke sådan lige for lige. Men jeg synes, vi skal behandle hinanden fair og støtte dem som har brug for det. Samtidig har jeg behov for at føle mig som en god mor og kan ikke lide følelsen af at gøre mine piger kede af det.

Derfor ryger jeg i retfærdighedsfælden og forsvarsposition, når jeg er ubevidst og automatisk.

Jeg mener IKKE, vi skal være perfekte i vores handlinger for at være gode forældre – på ingen måde. Jeg tror heller ikke, at mine børn automatisk får dårligt selvværd af, at jeg en gang i mellem kommer til at sammenligne dem eller fordi jeg giver dem lige meget slik om fredagen.

Til gengæld tror jeg på:

  • At det er super vigtigt at være opmærksomme på vores børns individuelle behov og på at elske dem, som de er.
  • At vi kender deres grundlæggende måde at føle sig elsket på, så vi kan vise dem kærlighed på en måde, de opfatter som kærlighed.
  • At vi træner vores bevidsthed om vores egen adfærd og vores evne til at kommunikere empatisk.
  • At vi husker at sige undskyld, når vi som forældre har været urimelige.

Hvordan skal vores børn ellers lære det uden at blive gjort forkerte undervejs?

 

Du kan få mit online kursus til forældre, der handler om lige præcis at fokusere på behov, finde og bruge dit barns primære kærlighedssprog og empatisk kommunikation.

Du kan spare op til 1.000,00 kr. ved at købe det nu i stedet for at vente.

JA – jeg vil se hvad kurset indeholder

 

Det betyder ikke, at du også skal gennemføre det nu.

Du kan sagtens købe det nu og tage kurset, når det passer dig.

Det bliver dit for altid, og du kan få støtte og sparring af mig i den lukkede facebookgruppe til kurset.

Til og med på mandag kl. 12, kan du også være heldig at få det helt gratis, hvis du deltager i konkurrencen på min facebookside LivsEssens

Vil du læse mit bud på hvordan jeg kunne have behandlet min datter ligeværdigt med empatisk kommunikation, der styrker selvværdet?

Tilmeld dig mit onlinebrev her inden jeg udsender næste onlinebrev den 17. januar.

Så får du mine 7 bud på, hvordan vi behandler vores børn ligeværdigt, men ikke ens

OG

Et konkret eksempel på, hvordan jeg ville kommunikere i den samme situation med min datter, når jeg taler fra en tilstand, hvor jeg er ok og hun er ok, på en måde hvor jeg anerkender hendes behov og kan styrke hendes selvværd.

Du får samtidig et gratis pusterum og min e-bog om nærvær.

Rigtig god weekend til dig <3

Pin It on Pinterest

Sjelstad bruger cookies på den her hjemmeside for at forbedre din brugeroplevelse og til at undersøge, hvordan hjemmesiden bliver brugt. Klik for accept. Mere info

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk