Hold nu kæft…og lyt mor!

Hold nu kæft…og lyt mor!

Knyt og lyt

I den senere tid har jeg haft en del samtaler med mange unge mennesker om alle mulige forskellige problemstillinger – lige fra kærestesorger, forventningspres og til de endnu mere alvorlige som traumer og misbrug.

Igen og igen slår det mig efter samtalerne, hvor stort behov de unge egentlig har for ”bare” at blive rummet og lyttet til. Hvor stor en forskel mit nærvær gør. Og hvor meget det hjælper, at jeg er anerkendende, stiller åbne spørgsmål og lader dem finde deres egne svar og vej. Og ikke mindst hvor stor en andel af dem, der har mindreværd og en dårlig samtale kontakt med deres forældre.

Jeg gentager det lige for det er vigtigt!

Det er VILDT, så meget det forandrer positivt for de fleste (og selv dem med svære problemstillinger) at blive mødt med nærvær, empati, store rummende ører og anerkendelse, i mens de får plads til at fortælle om deres tanker og følelser.

Derfor – knyt og lyt når dit barn prøver at fortælle dig noget!

I øvrigt er jeg lige blevet certificeret i selvmordsforebyggende førstehjælp her i weekenden. Også i den sammenhæng er det bare så super vigtigt, at vi er i stand til at tale med vores børn og andre om tanker og følelser. De vokser til gigantisk størrelse og kan let blive uoverskuelige, når vi prøver at gå med det hele selv.
_____________________________________________________________________________________________________________________________

3 fif fra min og måske din hverdag – hvad fungerer ikke / fungerer.

 

Børn ophøjer deres forælder til unikaer og tror derfor på alt hvad de siger

Mindre børn har pr. instinkt kæmpe tiltro til forældres viden og måde at være på. De tror, vi er unikaer, som ved alt. I sidste uge fik jeg det igen illustreret så fint af min datter. Vi kommer kørende i bil og ser en skoleklasse komme gående. Straks spørger hun, ”mor, hvor skal de hen?” Helt sikker på at det må jeg da vide! Selvom jeg aldrig har mødt dem før.

Derfor vil dit barn også meget hurtigt finde sandhed i det, du siger til dem – også når det drejer sig om dem! Du er medskaber af børns tanker og overbevisninger om sig selv. Og hånden på hjertet – ind i mellem har vi voksne måske nogle normer eller egne overbevisninger, som kommer til udtryk om vores egne børn eller andres børn på en måde, hvor følelsen af forkerthed, skyld og skam vokser. Det er uhensigtsmæssigt for dit barns tanker om sig selv og andre og det påvirker selvværdet negativt.

Eksempler:

Ikke-accept Accept/anerkendelse
Nej, du kan da godt regne ud, at jeg ikke ved, hvor de skal hen. Jeg er glad for din tro på, at jeg ved alt. Det her ved jeg simpelthen ikke, da jeg ikke har talt med nogle af dem”. Men vi kan gætte på, hvor de skal hen?
Det der kan du da sagtens… Jeg fornemmer, du synes det er svært. Nogen gange er ting nemmere end vi tror, og jeg føler mig ret sikker på, at du godt nok.
Det er da ikke noget, at blive så vred over… Jeg kan se på dig at du bliver vred. Ved du hvad du bliver så gal over?
Hold nu op med det pjat… Jeg forstår ikke rigtig, hvad der sker lige nu, selvom jeg gerne vil eller jeg vil have at du lader være med…
Tag dig dog sammen… Du har vist ikke rigtig lysten til at lave lektier lige nu. De skal være færdige inden du går i seng – hvornår vil du lave dem inden for de næste to timer? Hvad vil være fordelen ved at komme i gang nu? Kan jeg gøre noget for at hjælpe dig i gang?

Du har sikkert fanget min pointe nu.

Vores hjernevil gerne holde os fast i gamle vaner og mønstre. Så den er lidt imod os her, da de fleste af os er opdraget i en tid, hvor der blev talt på en anden måde til os. Derfor kræver det en høj grad af nærvær, selvindsigt og træning at kunne kommunikere på den måde i hverdagen. Og vi vil komme til at reagere automatisk med vores gamle måder masser af gange – og det er okay. Også små skridt i retning af at skabe mere fredelige relationer hjælper noget.

I øvrigt svarede jeg hende: ”Jeg er glad for din tro på, at jeg ved alt. Det her kan jeg desværre umuligt vide, da jeg ikke har talt med nogle af dem”. Men vi kan sammen gætte på, hvor de skal hen? Hun grinte. Jeg smilede. Kunne se på hende at hun forstod pointen. Tænker at det blev god læring uden at hun følte sig forkert.

 

Når jeg glemmer at lytte og straks bliver løsningsfokuseret

En dag kom en af mine piger hjem og var ked af det. Jeg lyttede kort til det hun fortalte og gik så straks til løsninger på, hvad hun kunne gøre. Hun blev mega irriteret og snappede mig af. Gad ikke at tale mere om det. Samtalen endte sådan set i frustration hos begge parter. Det var frustrerende for mig, at rumme min datters tristhed uden jeg måtte hjælpe. Min datter følte sig frustreret over ikke at blive set, hørt og rummet.

Jeg har efterhånden prøvet det en del gange med begge piger. Når jeg glemmer bare at lytte, snakker for meget og for analyserende eller bliver for løsningsfokuseret på deres vegne, så cutter de mig af og lukker i.

(Endnu værre kunne jeg straks have sagt – jeg taler med din lærer i morgen. På den måde havde jeg i endnu højere grad bidraget til mindreværd i stedet for godt selvværd, da det ville give hende følelsen af ikke at kunne klare udfordringen selv)

Jeg har trænet det her noget tid og bliver bedre og bedre. Det er slående så stor en forskel det gør for vores snakke, når jeg i højere grad holder kæft og lytter. Når jeg i stedet for starter med at spejle hendes følelser ved f.eks. at sætte ord på. Det kan være ”Du ser trist ud, og det kan jeg godt forstå, hvis du bliver, med det du fortæller.” At jeg kan rumme de svære følelser sammen med hende. Lytter aktivt, er nærværende og måske bare siger Mmm, jaaa ind i mellem – og selvfølgelig også til sidst og med måde stiller nogle åbne spørgsmål, der støtter til at finde en løsning. Nogle gange er det nok at spørge hende, hvad hun gerne vil gøre ved det. Hvorfor tror hun, de har gjort eller sagt sådan. Eller hvad hun vil sige en anden gang.

Børn er mestre til at gå ind og ud af dårlige og gode følelser på kort tid. De kan klare mere end de fleste forældre tror og giver lov til. Fordi vi elsker dem og bare vil dem det bedste og derfor har det svært med, når vores børn er udfordret eller kede af det. Og nogle af os måske bliver lidt for hurtigt bekymrede på børnenes vegne.

 

Når jeg vil bestemme eller føler min voksenret bliver invaderet

Jeg hader, når andre vil bestemme over mig!

Det betyder så også, at jeg gerne selv vil bestemme. Lidt af et dilemma nogle gange i parforholdet og i forholdet til mine børn.

Som forældre tror jeg, at mange af os føler vi har ret til at bestemme over vores børn. At de bare skal lystre, når vi beder dem om noget. Hvorfor kan de ikke bare høre efter?

Vi (mis)bruger vores autoritet og magt for at få dem til at gøre, som vi vil have. Snerrer, skælder ud, bliver irriteret og sætter dem på plads for at regulere deres adfærd. Så vi kan få fred og få børnene til at gøre det vi vil have. På vores måde.

Helt ærligt!?

Hvordan har du det med at få ordrer?

Hvordan har du det med at blive skældt ud eller talt hårdt til?

Hvordan har du det med at blive bestemt over?

I går skulle jeg hente min datter hos en ven. Hun var løbet ud af døren som et lyn, efter hun havde svaret mig: ”Mor, jeg kan ikke læse dansklektier nu. Jeg vil vente til jeg skal i seng, okay?”

Jeg synes, ikke vi var blevet enige, og følte mig også lidt ramt på ”Hey, jeg er din mor, så jeg bestemmer.” Jeg går hjem til vennen for at hente hende. En smule bestemt i låget. Der bliver jeg mødt af børn der hygger med popcorn og tegner. Siger til hende: Vi blev vist ikke færdige med at snakke om læsning. Hun svarer: Jo, jeg troede du forstod, at jeg først vil læse lige inden jeg skal i seng? Jeg trækker på smilebåndet og tænker ved mig selv: Nå, ja kan godt forstå, hun gerne vil hygge med de andre og egentlig er det fint nok for mig at vente lidt, så længe hun bare læser, det jeg vil have hun skal. Så jeg giver hende 10 minutter ekstra.

“Godt. Så gå nu mor,” siger hun. Jeg falder i snak med forældrene og min datter bliver ved med at skubbe til mig, for at jeg skal gå. Jeg føler mig forurettet og siger: ”Du skal altså ikke bestemme, om jeg må være her. Det bestemmer jeg.”

Jamen mor, vi er ved at lave din fødselsdagsgave. Jeg vil så gerne nå at være færdig inden jeg skal hjem og læse. Og du må ikke se den.

Slam!

Jeg har fødselsdag i dag, og jeg fik de fineste tegninger i morges 🙂

Der er altid en grund og ofte en god intention bag børns adfærd. Måske havde jeg opdaget det, hvis jeg havde været mere nærværende og opmærksom på deres ansigtsudtryk og den lukkede malebog. Set i bakspejlet registrerede jeg egentlig godt, at de faktisk stoppede op med at tegne, da jeg kom. Jeg kunne jo også have spurgt, hvorfor hun så gerne ville have mig ud af døren i stedet for at reagere automatisk på min følelse.

Jeg vil gerne have at mine børn bliver selvstændige tænkende individer, der ikke bare lystrer et andet menneske uden at mærke, om det er ok for dem selv. De må gerne kunne sige nej til pædofile eller andre børn og voksne, der ikke vil dem det godt – og de må gerne stille spørgsmål til andres adfærd, når den ikke virker ligeværdig og respektfuld.

Det bliver for langt, hvis jeg skal uddybe det her emne med alle de relevante detaljer.

 

Så kort sagt så hjælper det mig ofte til en bedre adfærd bare at have de her 2 punkter i baghovedet, når jeg har trang til at bestemme eller noget spidser til:

 

  • Der er en god intention for enten sig selv eller andre bag ved enhver adfærd. Andre siger og gør ikke ting for at gøre mig ondt. Derfor er det vigtigt, at være åben og ægte interesseret i tankerne og følelserne bag ved både andres og min adfærd. Uden at slå hverken dem eller mig oveni hovedet.
  • Jeg får ikke selvstændigt tænkende og empatiske børn af at bruge min magt og autoritet i relationen til altid at vide bedst og kræve min ret. Hvem siger, at det altid er de voksne, der ved bedst? Hvilken følelse og ejerskab giver det børnene, når de involveres og selv tager beslutninger inden for nogle rammer? Jeg må bruge tid på at lytte, involvere og forstå – og lære dem det samme.

Selvfølgelig er det mig som (vej)ledende forælder, der skal sætte rammer og i sidste ende bestemme. Som en god leder – ikke som autoritær chef.

Den tid er forbi.

Det er efter min mening dårlig ledelse – både i familielivet og arbejdslivet.

Hvad synes du?

Jeg er åben for dialog og debat 🙂

I mit nyeste onlinebrev har jeg en sjov konkurrence og en tilbudspris på mit onlineforløb i anledning af min fødselsdag.

Så like min facebookside på kanppen neden for og læs onlinebrevet der på den side og/eller tilmeld dig mine fremtidige onlinebreve for at deltage.

Hvorfor sammenligning og ligebehandling giver dit barn dårligt selvværd

Hvorfor sammenligning og ligebehandling giver dit barn dårligt selvværd

Sammenligning giver dårligt selvværd

Ligeværd giver selvværd.

Men ligeværd handler i høj grad om plads til forskellighed og til at være sig selv.

Ikke om at vi skal behandle vores børn ens eller sammenligne dem.

Sammenligning af vores børn kan give hakker i deres selvværd.

Har du nogensinde hørt dig selv sige noget i retning af:

”Se søster, hun kan godt finde ud af at…”

Vi siger det måske i frustration over, at barnet ikke gør, som vi gerne vil have.

Eller fordi vi i bedste mening tror at det fremmer vores barns motivation for at forbedre sig, når en anden kan.

Det som mange børn i virkeligheden hører og opfatter, hvis du siger sådan er:  ”Jeg er ikke god nok, som jeg er. Jeg er forkert. Min søster er mere elsket…”

Følelser som fører til lavt selvværd.

I øvrigt kan forældres sammenligning af søskende fører til et dårligere søskendeforhold, men det er en helt anden snak, som vi tager en anden god gang 🙂

 

Min datter græd

…og jeg faldt pladask lige ned i forsvars- og retfærdighedsfælden i sidste år.

Ligeværd er ikke det samme som lige fordeling og ens behandling af vores børn.

Jeg oplever, at mange voksne i dag (og dermed også vores børn) har et meget pædagogisk syn og kæmpe fokus på at alle skal have lige meget og behandles ens.

I en god mening selvfølgelig og intentionen bag fejler ikke spor 🙂

Men er det altid vigtigt at få lige meget?

Må vi gøre forskel på vores børn?

Hvad støtter egentlig bedst vores børn og ikke mindst deres selvværdsfølelse?

Det lader jeg lige stå et øjeblik…

I mens jeg fortæller hvorfor min ene datter græd.

”Min datter græd…jeg vil også have sådan nogle flotte støvler, som søster har fået. Jeg får aldrig sådan nogle smukke ting som hende.

 

Bum! Der så man mig ryge direkte ned i forsvars- og retfærdighedsfælden.

 

Mig: Jamen søde, du har da også lige fået noget. Du valgte ret meget tøj, for et stykke tid siden. Der var da både en smuk nederdel og flotte bluser? Og du har også fået støvler.

 

Min datter: Nej, jeg har ej. Det var ikke lige så flot. Græder nu mere…

 

Mig: Du har da mange flotte ting! (For mange år siden ville jeg her også have sagt: Hold nu op – det er da ikke noget at være ked af. Du har også mange flotte ting. Det ville få min datter til at føle sig endnu mere misforstået og forkert over at være ked af det)

Underforstået – du har fået mindst lige så meget som din søster.
På den måde bekræfter jeg hende i, at det er vigtigt at få lige meget. At jeg måler deres værdi i, om de får det samme.

 

Det er IKKE vigtigt at få lige meget – det er vigtigt, hvad du har brug for

Jeg kunne i stedet for:

  • Anerkende min datters kærlighed til smukke ting.
  • Lære hende endnu bedre at kende ved at have en snak om, hvad hun synes er smukt.
  • Fokusere på hendes behov og det hun har brug for – at fokusere på at hun er værdifuld, uanset hvad hun får og ikke på at hun skal have det samme som sin søster.

Så min handling og kommunikation i eksemplet underbygger ikke min værdi og budskab fra ugen før, måneden før og året før – nemlig:

Det er ikke vigtigt, hvor meget din søster har fået. Det er vigtigt, hvad du har brug for.

Det har vi før vendt rigtig mange gange, f.eks. i forhold til mad eller drikkevarer, hvor begge børn har haft fokus på at få lige meget og gerne det samme.

Særligt når de en gang i mellem får sodavand eller andet, de synes er lækkert. Men faktisk har jeg også hørt dem diskutere om, hvem der skulle have glasset med mest vand i – lidt morsomt, når vi nu er så privilegeret her i Danmark, at vi bare kan tænde for vandhanen…

Ingen mennesker er ens – vi er alle sammen unikke individer med hver vores behov.

Lige med mad og drikkevarer synes jeg, det er ret indlysende, at børnene skal lære at mærke efter, hvad de selv har brug for. Hvor meget kan jeg spise, før jeg er mæt? Hvor meget kan jeg drikke, før jeg ikke længere er tørstig?

At de skal finde ud af, om de bedst kan lide vingummi eller skumfiduser.

I stedet for at fokusere på at få det samme, som deres søskende eller andre børn.

Kort sagt tror jeg på, at vi kan styrke vores barns selvværd ved at interessere os for hans/hendes behov og person i stedet for at have vores fokus på at behandle alle børn lige. Bare for at gøre det.

Når de vokser op og skal klare sig i verden, vil de helt sikker IKKE kun møde mennesker, som behandler dem lige med andre. Bare tænk på din egen arbejdsplads – er alting lige og retfærdigt der?

Hvordan skal vores børn tackle det på en god måde med selvværdet i behold, hvis de nu og her lærer at det er vigtigt at blive behandlet lige og det i øvrigt er med til at definere, hvor meget de er værd som mennesker?

 

Derfor handler vi forældre, som vi gør

Der er altid en grund til, at vi handler og siger som vi gør – både børn og voksne.

Ofte kommer vi til at reagerer automatisk ud fra en følelse, en tanke eller fra oplevelser i vores egen barndom, som fører til at vi har et ubevidst behov, vi instinktivt forsøger at få dækket ved vores handling.

Jeg har på mange måder altid gået op i retfærdighed. Ikke sådan lige for lige. Men jeg synes, vi skal behandle hinanden fair og støtte dem som har brug for det. Samtidig har jeg behov for at føle mig som en god mor og kan ikke lide følelsen af at gøre mine piger kede af det.

Derfor ryger jeg i retfærdighedsfælden og forsvarsposition, når jeg er ubevidst og automatisk.

Jeg mener IKKE, vi skal være perfekte i vores handlinger for at være gode forældre – på ingen måde. Jeg tror heller ikke, at mine børn automatisk får dårligt selvværd af, at jeg en gang i mellem kommer til at sammenligne dem eller fordi jeg giver dem lige meget slik om fredagen.

Til gengæld tror jeg på:

  • At det er super vigtigt at være opmærksomme på vores børns individuelle behov og på at elske dem, som de er.
  • At vi kender deres grundlæggende måde at føle sig elsket på, så vi kan vise dem kærlighed på en måde, de opfatter som kærlighed.
  • At vi træner vores bevidsthed om vores egen adfærd og vores evne til at kommunikere empatisk.
  • At vi husker at sige undskyld, når vi som forældre har været urimelige.

Hvordan skal vores børn ellers lære det uden at blive gjort forkerte undervejs?

 

Du kan få mit online kursus til forældre, der handler om lige præcis at fokusere på behov, finde og bruge dit barns primære kærlighedssprog og empatisk kommunikation.

Du kan spare op til 1.000,00 kr. ved at købe det nu i stedet for at vente.

JA – jeg vil se hvad kurset indeholder

 

Det betyder ikke, at du også skal gennemføre det nu.

Du kan sagtens købe det nu og tage kurset, når det passer dig.

Det bliver dit for altid, og du kan få støtte og sparring af mig i den lukkede facebookgruppe til kurset.

Til og med på mandag kl. 12, kan du også være heldig at få det helt gratis, hvis du deltager i konkurrencen på min facebookside LivsEssens

Vil du læse mit bud på hvordan jeg kunne have behandlet min datter ligeværdigt med empatisk kommunikation, der styrker selvværdet?

Tilmeld dig mit onlinebrev her inden jeg udsender næste onlinebrev den 17. januar.

Så får du mine 7 bud på, hvordan vi behandler vores børn ligeværdigt, men ikke ens

OG

Et konkret eksempel på, hvordan jeg ville kommunikere i den samme situation med min datter, når jeg taler fra en tilstand, hvor jeg er ok og hun er ok, på en måde hvor jeg anerkender hendes behov og kan styrke hendes selvværd.

Du får samtidig et gratis pusterum og min e-bog om nærvær.

Rigtig god weekend til dig <3

Pin It on Pinterest