Hold nu kæft…og lyt mor!

Hold nu kæft…og lyt mor!

Knyt og lyt

I den senere tid har jeg haft en del samtaler med mange unge mennesker om alle mulige forskellige problemstillinger – lige fra kærestesorger, forventningspres og til de endnu mere alvorlige som traumer og misbrug.

Igen og igen slår det mig efter samtalerne, hvor stort behov de unge egentlig har for ”bare” at blive rummet og lyttet til. Hvor stor en forskel mit nærvær gør. Og hvor meget det hjælper, at jeg er anerkendende, stiller åbne spørgsmål og lader dem finde deres egne svar og vej. Og ikke mindst hvor stor en andel af dem, der har mindreværd og en dårlig samtale kontakt med deres forældre.

Jeg gentager det lige for det er vigtigt!

Det er VILDT, så meget det forandrer positivt for de fleste (og selv dem med svære problemstillinger) at blive mødt med nærvær, empati, store rummende ører og anerkendelse, i mens de får plads til at fortælle om deres tanker og følelser.

Derfor – knyt og lyt når dit barn prøver at fortælle dig noget!

I øvrigt er jeg lige blevet certificeret i selvmordsforebyggende førstehjælp her i weekenden. Også i den sammenhæng er det bare så super vigtigt, at vi er i stand til at tale med vores børn og andre om tanker og følelser. De vokser til gigantisk størrelse og kan let blive uoverskuelige, når vi prøver at gå med det hele selv.
_____________________________________________________________________________________________________________________________

3 fif fra min og måske din hverdag – hvad fungerer ikke / fungerer.

 

Børn ophøjer deres forælder til unikaer og tror derfor på alt hvad de siger

Mindre børn har pr. instinkt kæmpe tiltro til forældres viden og måde at være på. De tror, vi er unikaer, som ved alt. I sidste uge fik jeg det igen illustreret så fint af min datter. Vi kommer kørende i bil og ser en skoleklasse komme gående. Straks spørger hun, ”mor, hvor skal de hen?” Helt sikker på at det må jeg da vide! Selvom jeg aldrig har mødt dem før.

Derfor vil dit barn også meget hurtigt finde sandhed i det, du siger til dem – også når det drejer sig om dem! Du er medskaber af børns tanker og overbevisninger om sig selv. Og hånden på hjertet – ind i mellem har vi voksne måske nogle normer eller egne overbevisninger, som kommer til udtryk om vores egne børn eller andres børn på en måde, hvor følelsen af forkerthed, skyld og skam vokser. Det er uhensigtsmæssigt for dit barns tanker om sig selv og andre og det påvirker selvværdet negativt.

Eksempler:

Ikke-accept Accept/anerkendelse
Nej, du kan da godt regne ud, at jeg ikke ved, hvor de skal hen. Jeg er glad for din tro på, at jeg ved alt. Det her ved jeg simpelthen ikke, da jeg ikke har talt med nogle af dem”. Men vi kan gætte på, hvor de skal hen?
Det der kan du da sagtens… Jeg fornemmer, du synes det er svært. Nogen gange er ting nemmere end vi tror, og jeg føler mig ret sikker på, at du godt nok.
Det er da ikke noget, at blive så vred over… Jeg kan se på dig at du bliver vred. Ved du hvad du bliver så gal over?
Hold nu op med det pjat… Jeg forstår ikke rigtig, hvad der sker lige nu, selvom jeg gerne vil eller jeg vil have at du lader være med…
Tag dig dog sammen… Du har vist ikke rigtig lysten til at lave lektier lige nu. De skal være færdige inden du går i seng – hvornår vil du lave dem inden for de næste to timer? Hvad vil være fordelen ved at komme i gang nu? Kan jeg gøre noget for at hjælpe dig i gang?

Du har sikkert fanget min pointe nu.

Vores hjernevil gerne holde os fast i gamle vaner og mønstre. Så den er lidt imod os her, da de fleste af os er opdraget i en tid, hvor der blev talt på en anden måde til os. Derfor kræver det en høj grad af nærvær, selvindsigt og træning at kunne kommunikere på den måde i hverdagen. Og vi vil komme til at reagere automatisk med vores gamle måder masser af gange – og det er okay. Også små skridt i retning af at skabe mere fredelige relationer hjælper noget.

I øvrigt svarede jeg hende: ”Jeg er glad for din tro på, at jeg ved alt. Det her kan jeg desværre umuligt vide, da jeg ikke har talt med nogle af dem”. Men vi kan sammen gætte på, hvor de skal hen? Hun grinte. Jeg smilede. Kunne se på hende at hun forstod pointen. Tænker at det blev god læring uden at hun følte sig forkert.

 

Når jeg glemmer at lytte og straks bliver løsningsfokuseret

En dag kom en af mine piger hjem og var ked af det. Jeg lyttede kort til det hun fortalte og gik så straks til løsninger på, hvad hun kunne gøre. Hun blev mega irriteret og snappede mig af. Gad ikke at tale mere om det. Samtalen endte sådan set i frustration hos begge parter. Det var frustrerende for mig, at rumme min datters tristhed uden jeg måtte hjælpe. Min datter følte sig frustreret over ikke at blive set, hørt og rummet.

Jeg har efterhånden prøvet det en del gange med begge piger. Når jeg glemmer bare at lytte, snakker for meget og for analyserende eller bliver for løsningsfokuseret på deres vegne, så cutter de mig af og lukker i.

(Endnu værre kunne jeg straks have sagt – jeg taler med din lærer i morgen. På den måde havde jeg i endnu højere grad bidraget til mindreværd i stedet for godt selvværd, da det ville give hende følelsen af ikke at kunne klare udfordringen selv)

Jeg har trænet det her noget tid og bliver bedre og bedre. Det er slående så stor en forskel det gør for vores snakke, når jeg i højere grad holder kæft og lytter. Når jeg i stedet for starter med at spejle hendes følelser ved f.eks. at sætte ord på. Det kan være ”Du ser trist ud, og det kan jeg godt forstå, hvis du bliver, med det du fortæller.” At jeg kan rumme de svære følelser sammen med hende. Lytter aktivt, er nærværende og måske bare siger Mmm, jaaa ind i mellem – og selvfølgelig også til sidst og med måde stiller nogle åbne spørgsmål, der støtter til at finde en løsning. Nogle gange er det nok at spørge hende, hvad hun gerne vil gøre ved det. Hvorfor tror hun, de har gjort eller sagt sådan. Eller hvad hun vil sige en anden gang.

Børn er mestre til at gå ind og ud af dårlige og gode følelser på kort tid. De kan klare mere end de fleste forældre tror og giver lov til. Fordi vi elsker dem og bare vil dem det bedste og derfor har det svært med, når vores børn er udfordret eller kede af det. Og nogle af os måske bliver lidt for hurtigt bekymrede på børnenes vegne.

 

Når jeg vil bestemme eller føler min voksenret bliver invaderet

Jeg hader, når andre vil bestemme over mig!

Det betyder så også, at jeg gerne selv vil bestemme. Lidt af et dilemma nogle gange i parforholdet og i forholdet til mine børn.

Som forældre tror jeg, at mange af os føler vi har ret til at bestemme over vores børn. At de bare skal lystre, når vi beder dem om noget. Hvorfor kan de ikke bare høre efter?

Vi (mis)bruger vores autoritet og magt for at få dem til at gøre, som vi vil have. Snerrer, skælder ud, bliver irriteret og sætter dem på plads for at regulere deres adfærd. Så vi kan få fred og få børnene til at gøre det vi vil have. På vores måde.

Helt ærligt!?

Hvordan har du det med at få ordrer?

Hvordan har du det med at blive skældt ud eller talt hårdt til?

Hvordan har du det med at blive bestemt over?

I går skulle jeg hente min datter hos en ven. Hun var løbet ud af døren som et lyn, efter hun havde svaret mig: ”Mor, jeg kan ikke læse dansklektier nu. Jeg vil vente til jeg skal i seng, okay?”

Jeg synes, ikke vi var blevet enige, og følte mig også lidt ramt på ”Hey, jeg er din mor, så jeg bestemmer.” Jeg går hjem til vennen for at hente hende. En smule bestemt i låget. Der bliver jeg mødt af børn der hygger med popcorn og tegner. Siger til hende: Vi blev vist ikke færdige med at snakke om læsning. Hun svarer: Jo, jeg troede du forstod, at jeg først vil læse lige inden jeg skal i seng? Jeg trækker på smilebåndet og tænker ved mig selv: Nå, ja kan godt forstå, hun gerne vil hygge med de andre og egentlig er det fint nok for mig at vente lidt, så længe hun bare læser, det jeg vil have hun skal. Så jeg giver hende 10 minutter ekstra.

“Godt. Så gå nu mor,” siger hun. Jeg falder i snak med forældrene og min datter bliver ved med at skubbe til mig, for at jeg skal gå. Jeg føler mig forurettet og siger: ”Du skal altså ikke bestemme, om jeg må være her. Det bestemmer jeg.”

Jamen mor, vi er ved at lave din fødselsdagsgave. Jeg vil så gerne nå at være færdig inden jeg skal hjem og læse. Og du må ikke se den.

Slam!

Jeg har fødselsdag i dag, og jeg fik de fineste tegninger i morges 🙂

Der er altid en grund og ofte en god intention bag børns adfærd. Måske havde jeg opdaget det, hvis jeg havde været mere nærværende og opmærksom på deres ansigtsudtryk og den lukkede malebog. Set i bakspejlet registrerede jeg egentlig godt, at de faktisk stoppede op med at tegne, da jeg kom. Jeg kunne jo også have spurgt, hvorfor hun så gerne ville have mig ud af døren i stedet for at reagere automatisk på min følelse.

Jeg vil gerne have at mine børn bliver selvstændige tænkende individer, der ikke bare lystrer et andet menneske uden at mærke, om det er ok for dem selv. De må gerne kunne sige nej til pædofile eller andre børn og voksne, der ikke vil dem det godt – og de må gerne stille spørgsmål til andres adfærd, når den ikke virker ligeværdig og respektfuld.

Det bliver for langt, hvis jeg skal uddybe det her emne med alle de relevante detaljer.

 

Så kort sagt så hjælper det mig ofte til en bedre adfærd bare at have de her 2 punkter i baghovedet, når jeg har trang til at bestemme eller noget spidser til:

 

  • Der er en god intention for enten sig selv eller andre bag ved enhver adfærd. Andre siger og gør ikke ting for at gøre mig ondt. Derfor er det vigtigt, at være åben og ægte interesseret i tankerne og følelserne bag ved både andres og min adfærd. Uden at slå hverken dem eller mig oveni hovedet.
  • Jeg får ikke selvstændigt tænkende og empatiske børn af at bruge min magt og autoritet i relationen til altid at vide bedst og kræve min ret. Hvem siger, at det altid er de voksne, der ved bedst? Hvilken følelse og ejerskab giver det børnene, når de involveres og selv tager beslutninger inden for nogle rammer? Jeg må bruge tid på at lytte, involvere og forstå – og lære dem det samme.

Selvfølgelig er det mig som (vej)ledende forælder, der skal sætte rammer og i sidste ende bestemme. Som en god leder – ikke som autoritær chef.

Den tid er forbi.

Det er efter min mening dårlig ledelse – både i familielivet og arbejdslivet.

Hvad synes du?

Jeg er åben for dialog og debat 🙂

I mit nyeste onlinebrev har jeg en sjov konkurrence og en tilbudspris på mit onlineforløb i anledning af min fødselsdag.

Så like min facebookside på kanppen neden for og læs onlinebrevet der på den side og/eller tilmeld dig mine fremtidige onlinebreve for at deltage.

Har I uhyggelige middage hjemme hos jer?

Har I uhyggelige middage hjemme hos jer?

Hvordan forløbet aftensmåltidet hjemme hos jer?

Er det et hyggeligt tidspunkt, hvor familien samles og snakker sammen?

Har dit barn ro og lyst til at sidde med ved bordet og spise til det er mæt?

Eller………

Spreder der sig hurtigt en dårlig stemning, fordi du forventer at dit barn skal spise og være på en bestemt måde under måltidet – og påtaler det ofte? Bliver det mest af alt til et tidspunkt, hvor du bekymrer dig om, at dit barn ikke spiser noget? Eller måske spiser for meget?

Er det svært at få en samtale i gang, hvor børnene også deltager?

Læs tips til gode samtaleemner nederst i indlægget.

Gør som du gerne vil have dit barn skal gøre

Hos os bruger vi tidspunktet for aftensmad til at samles og være sammen, mens vi spiser. Vi har ikke særlig stort fokus på regler og strikse normer for, hvordan vores børn skal være mens de spiser. Og alligevel har vi selvfølgelig lidt. Det fylder bare ikke ret meget under måltidet i form af irettesættelser af vores børn – som oftest slet ikke.

Vi har primært lært vores børn:

  • At sige tak for mad ved selv at sige det til hinanden hver dag.
  • At fortælle om deres dag ved at vi fortæller først. Derefter stiller vi meget specifikke spørgsmål (måske ud fra vores forhåndsviden om, hvad dagen har budt på) til børnenes dag, hvis de ikke fortæller af sig selv. Jo mindre børn jo mere har de brug for at du stiller specifikke spørgsmål.
  • At sidde nogenlunde ordentligt under maden ved selv at sidde roligt med fødderne på gulvet. (Vi kræver faktisk ikke at vores børn skal sidde helt stille mens de spiser – det er unaturligt for dem og hvorfor skulle de?)
  • At lade være med at prutte ved selv at løbe ud på toilettet, hvis der skal slippes en lille vind 😀 Og sige undskyld, hvis der alligevel slipper en ud, som vi troede kunne slippe af sted helt ubemærket 😉
  • At nyde maden og gøre det til en hyggestund ved at vi selv elsker mad og spiser sammen uden mobiltelefoner, Ipads eller TV.
  • At smage på maden (også helt nyt) ved at vi selv smager og vækker vores børn nysgerrighed. Bl.a. kan vi finde på at sige. Jeg synes, du skal gribe muligheden og prøve at smage. Tænk hvis du faktisk helt vildt godt kan lide det. Forestil dig at du aldrig havde smagt slik, fordi du ikke ville smage på det første gang?
  • At spise uden at smaske højlydt ved at vi selv spiser med lukket mund. (Jeg har virkelig trænet det her punkt, da jeg har det svært med smaskelyde. Det kræver ret meget selvkontrol at styre min reaktion, når nogle smasker.)

Mine børn smasker heldigvis sjældent – og mest, når de spiser slik. Måske siger jeg der: ”Jeg har det rigtig svært med smaskelyde. Vil du hjælpe mig ved at lukke munden, mens du spiser?”

Det er nemlig vigtigt, at blive på din egen banehalvdel og gå efter handlingen frem for personen, når du gerne vil påtale eller irettesætte noget dine børn eller andre gør. Det skader dit barns selvværd, hvis du ofte hakker og irettesætter på hans eller hendes person.

Eksempelvis hvis jeg i stedet for sagde: “Du er simpelthen for ulækker, når du smasker sådan.”

Fokuser på samtalen, hygge og fang dit barns interesse……..

I stedet for at rette dit fokus på, om dit barn lever op til dine regler og normer omkring måltidet. Hvor kommer de normer i øvrigt fra?

Er det dine forældres stemmer, der går igen?

Popper dine normer op og bliver til regler, fordi du er bange for, hvad andre tænker om dig, når du har dine børn med ude?

Eller er det virkelig dine egne autentiske værdier for, hvad du synes er vigtigt?

Hvad er det vigtigste for dig i forholdet til dine børn?

Hvordan vil du gerne have at jeres måltid sammen skal forløbe?

Hvordan kan du bedst bidrage til det?

Hvad skal du eventuelt give slip på for at det sker?

Hvordan vil du gerne opfattes af dine børn?

Hjælp, mit barn vil ikke spise eller spiser for meget

Giv slip på din bekymring om hvor meget og hvor lidt dit barn spiser under måltidet og tag opmærksomheden væk fra det. Læg dine strategier før måltidet. Hav fokus på det ved valg af madvarer og rutiner. F.eks. vedrørende tallerkenstørrelse og portioner i stedet for. Hvis det er et stort problem hos jer, skal der måske noget mere til, som jeg ikke kommer omkring i dette indlæg – men giv slip på kontrollen under måltidet.

Skab fokus på samtalen og glæde omkring middagsbordet i stedet for – inspiration her:

  • Fortæl hver især hvad det bedste og det dårligste har været, der er sket i dag.
  • Lav nogle sedler med emner, I kan tale om. Måske noget du læser på nettet, i avisen, et emne børnene har om på skolen eller i børnehaven eller måske om en hobby en af jer har. Skriv et emne på hver seddel og lad familien skiftes til at trække 1 eller 2 emner pr. dag.
  • Find på jokes I alle kan grine af eller find på noget andet sjovt.
  • Tilmeld dig Legeakademiets nyhedsbrev og få e-bogen ”Gør dit barn klogere på 101 måder”. Der er masser af forslag til emner. Du kan jo altid afmelde dig igen bagefter 😉

Håber I har eller får nogle hyggelige måltider – måske med inspiration her fra.

Tak for inspiration til emne, Anja 🙂

Måske dine venner eller bekendte i dit netværk også gerne vil prøve noget nyt under maden – del gerne 🙂

Hvad gemmer du inderst inde?

Hvad gemmer du inderst inde?

Sidste weekend så jeg Pixars nyeste børnefilm ”Inderst Inde” sammen med mine 2 piger på snart 7 og 9 år.

En helt igennem fantastisk børnefilm!

På en sjov, legende og farverig måde giver filmen os svar på hvad der vælter rundt af store følelser og tanker på øverste etage. Ikke mindst viser filmen også hvordan vores fortolkninger af vores oplevelser og omgivelsers væremåde påvirker os hele vejen op igennem vores liv og danner vores overbevisninger og personlighed.

Min mindste datter synes vist filmen var lidt lang til sidst, men ”Inderst Inde” har helt sikkert sat tanker i gang hos min største datter. Og hos mig – i forhold til hvordan jeg bedre kan få snak om følelser ned i børnehøjde.

Min største datter og jeg har aftalt, at vi skal hygge os med at lave noget sammen i eftermiddag. Hendes første forslag: Skal vi så ikke tage i biografen igen og se ”Inderst inde”? Det vil JEG helt vildt gerne, da jeg sagtens kan se den igen for at få flere detaljer! Dog synes den fornuftige stemme i mig, at vi skal vente til den udkommer som DVD eller streamingfilm. Keeeedeligt med den fornuft 🙂

Der findes flere teorier om menneskets grundfølelser. Ifølge Irene Østrich, en af Danmarks førende psykologer inden for det kognitive område, har vi følgende 6 grundfølelser, som alle andre følelser udspringer fra:

  • glæde
  • sorg (tristhed)
  • frygt
  • vrede
  • væmmelse (afsky)
  • overraskelse

Vi er ekstremt styret af vores følelsers drivkraft. Det betyder, at vores følelser motiverer os kraftig til at foretage handlinger – både bevidst og ubevidst. En stor del af vores adfærd sker, fordi vi forsøger at undgå de ubehagelige følelser, som vi ikke ønsker i vores liv, men vi lader os selvfølgelig også drive af det, som giver os positive følelser, som vi gerne vil opnå.

Hvad lader du dig styre mest af?

Tænk på en situation som barn eller (måske nu!), hvor du har gjort noget for at opnå anerkendelse fra dine forældre?

Tænk på en situation som barn eller (måske nu!), hvor du undgår at gøre noget, som kan vække dine forældres kritik, vrede eller tristhed, som bevirker at du får en ubehagelig følelse?

Accept af børns følelser giver glade børn med højt selvværd

Det er vigtigt at lære os selv og vores børn, at alle følelser er ok. Også dem som vi forældre kan have svært ved at tackle på grund af vores normer, skyggesider, temperament eller lign.

Når vi accepterer vores børn følelser, så accepterer vi dem for hvem de er og det giver højt selvværd.

Følelser kommer og går. En følelse ikke varer ret længe af gangen, hvis vi tager i mod den og virkelig giver os selv lov til at mærke dem i kroppen. Vi snakker måske 3 minutter. Børn er helt eminent gode til at mærke sig selv, indtil vi piller den evne ud af dem med vores reaktioner og kommunikation. Helt naturligt går børn igennem mange forskellige følelser på en dag. De går hurtigt ind og ud af deres tilstande – græder, griner, råber, slår og viser kærlighed. Naturligt og ligetil – uden at hænge fast i deres tilstand.

Problemerne med vores følelser opstår, når vi nægter at mærke og lytte til det, der er. Så får de lov til at fylde alt for meget alt for længe uden egentlig at få plads til at være der.

For mange er det let nok at rumme, når vi selv og vores børn er glade. Eller er det? Kender du nogle voksne som ind i mellem synes at børnenes begejstring fylder for meget og kommer ud af kontrol? Eller kender du nogen, som har svært ved at give sig selv lov til at være alt for glad i for lang tid af gangen? Altså ikke dig selvfølgelig. Men måske en du kender har det sådan? 😉 Jeg kender det i hvert fald fra mig selv. At tristheden trækker i mig, når jeg føler mig alt for glad. Særligt før jeg begyndte at meditere og gå mere efter mine passioner.

Dine følelser påvirker din krop rent biokemisk. Derfor kan det faktisk være svært at føle og mærke ægte glæde, hvis du en stor del af dit liv f.eks. har følt tristhed, som du ikke har taget dig kærligt af. Det kan føles utrygt og ubehageligt at give slip på en følelse, du er blevet afhængig af, da kroppen også er afhængig af den rent biokemisk. Her hjælper meditation og mindfulness dig til at skabe en anden biokemi i din krop. En biokemi der gør det nemmere at give plads til glæden.

Vi må være nærværende over for vores egen og vores børns tristhed, vrede, frygt og afsky. Komme dem i møde med rummelighed, accept og omsorg. Så glæden kan få luft til at fylde meget, selvom de negative grundfølelser er i overtal. Så der dannes grobund for at glæden kan fylde igen efter en svær periode.

Det kræver træning og nye vaner at håndtere sine børns følelser på en imødekommende måde. Vi er så vant til at sige

”Det er da ikke noget at være ked af”
”Det er da ikke noget at blive så vred over”
”Det skal du ikke være bange for” osv.

I stedet for at sige

”Jeg fornemmer, at du er ked af det, er du det?”
”Jeg kan se, at det gør dig vred. Ved du hvad du føler dig vred over?”
”Der blev du godt nok bange. Er du sikker på, at det nu også er farligt? Skal vi undersøge det sammen?”.

Kan du høre og mærke forskellen?

Hvilken kommunikationsmåde rummer mest respekt, accept og nærvær?

Jeg kan kun anbefale dig at se filmen ”Inderst Inde” sammen med dine børn

Har dine reaktioner magten over dig eller leder du dig selv?

Min sommerferie er nydt, med alt hvad den indebar af gode oplevelser, nærvær, hyggelige stunder med børn og læsning om aftenen i teltet – og masser af konflikter i mellem vores børn. Så jeg har virkelig haft brug for mine egne råd til andre denne sommer 😀

Hvordan har din ferie været? Jeg er lidt nysgerrig! Har nogle af jer reflekteret over eller brugt noget af mit input fra sidste blogindlæg om sommerferie? Vil du dele det med mig?

Apropos konflikter – jeg skal love for, at der har været god læring til os alle på det område i vores ferie i år, børn som voksne. Vores piger er meget tætte og ligger også tæt på hinanden aldersmæssigt. Samtidig er de ekstremt forskellige i deres styrker og udfordringer og til tider meget jaloux på hinanden. Også i forhold til os forældre, hvor de kæmper om opmærksomhed fra den samme forælder på samme tid. Så de har et typisk søskende had-kærlighedsforhold. De kan virkelig irritere hinanden for øjeblikket. Den mindste vil ha´og gøre det samme som storesøster altid og elsker at være sammen med hende og hendes veninder. Storesøster vil gerne frigøre sig og bare have fred for lillesøster. Og så hjalp det heller ikke at de kom helt ud af rytme søvnmæssigt fra start af og sov meget sent hver aften fordi vi sov i telt i larmende omgivelser. Der har været mange voldsomme skænderier og nærmest slåskampe mellem børnene i vores ferie. Måske skal jeg kræve feriepengene tilbage, fordi jeg midt i min ferie nærmest er blevet gjort klar til et kommende kursusforløb, jeg vil lave for forældre senere på året?! 😀

Fra kærlig til aggressiv monster mor

Vi lader os nemt smitte af andres humør helt automatisk. Blandt andet på grund af spejlneuronerne i vores hjerne. Samtidig har vores mønstre, (som er dannet igennem vores oplevelser og tolkningen af dem i  vores barndom), og vores reptilhjerne meget stor magt over vores reaktioner. Hvis ikke vi er meget opmærksomme på at vælge vores egen tilstand, så kan en dårlig stemning hurtig sprede sig og vare meget længe. Og når vores reaktioner kører på autopilot kan vi f.eks. meget hurtigt springe i luften, når børnenes adfærd er udfordrende. Jeg har haft stort fokus på selvledelse af min tilstand og mine automatiske reaktioner denne sommer. Både i forhold til alle vores konflikter, men også bare mere generelt. Hvis du ikke har set min videohilsen fra min sommerferie omhandlende nærvær og brud med automatiske mønstre, kan du se den her.

Før i tiden ville min automatiske reaktion på konflikterne med garanti have været råbende, dømmende og fyldt med irritation. Selvom jeg havde læst den ene bog efter den anden om børneudvikling og “børneopdragelse”, var jeg ikke i stand til at være som jeg gerne ville, fordi mine automatiske reaktioner styrede mig. Så jeg er stolt af, at jeg det meste af tiden håndterede de mange konflikter med stor rummelighed, kærligt og neutralt uden at være dømmende. At jeg i højere grad vejledte dem end at skælde ud, ved at vi hver gang talte om, hvordan de kan håndtere deres vrede i stedet for at slå. Samtidig med at jeg bestemt sagde fra over for voldsom adfærd og skilte dem ad. Vrede er en helt naturlig og sund følelse at mærke, når vores grænser bliver overtrådt. Børn må gerne være uenige, jaloux og vrede, men det skal ikke vises ved at slå. Jeg tror helt klart, at mindfulness er årsagen til, at det var muligt for mig at tage selvledelse for min tilstand størstedelen af tiden. Jeg centrerede mig selv og fulgte sådan set mine egne råd fra min gratis e-bog, som du er så velkommen til at hente Ja tak til e-bog

  1. Stop op – fokuser på det der er omkring dig.
  2. Tag et par dybe indåndinger, mens du iagttager, hvilke følelser situationen trigger i dig.
  3. Lyt til og se dit barn. Beskriv hvad du ser. Sæt ord på følelserne. Vær nærværende over for den bagvedliggende grund til konflikten. Spørg ind til det eller sæt ord på det, du gætter på er årsagen. Dit barn skal nok sige fra, hvis du gætter forkert.
  4. Fokuser på det der sker lige nu og spørg dig selv, hvad der virkelig er vigtigt i dette øjeblik.
  5. Giv information i stedet for skæld ud, kritik eller lignende.

For at kunne reagere sådan, skal du have balance i det autonome nervesystem samtidig med at det skal indarbejdes som en vane, da det jo skal foregå på meget kort tid. Daglig meditation ændrer nervesystemet på en måde, som gør at du nemmere kan bevare roen og styre dine reaktioner.

Efter 14 dage omgivet af konflikter i et omfang, jeg aldrig har prøvet før, lod jeg mig alligevel en dag trigge meget og blev så gal, at jeg reagerede prompte og sprang i luften med et råbende “SÅ STOPPER DU”, mens jeg uden at tænke over det slog ud efter skulderen på min datter, som lige havde sat neglene i mig meget hårdt med hele klør 5. Det er aldrig sket før og det kommer nok heller ikke til at ske igen.

Dårlig reaktion? Ja, det synes jeg – men meget menneskelig. Fuldstændig styret af reptilhjernen som pr. automatik reagerer med kamp, frys eller flygt, når vi presses.

Blev jeg ked af det? Bestemt, jeg havde det elendigt bagefter.

Blev min datter ked af det? Absolut, hun græd indtil vi fik ro på igen.

Hvordan blev vi forsonet? Ved at jeg sagde undskyld og spurgte, hvordan jeg kunne gøre det godt igen. Altså efter vi lige havde haft en snak om episoden og hendes adfærd også. Jeg tog ansvar for min reaktion – også selvom det kan føles uretfærdigt, når jeg synes det var min datter der startede 😉

Husk vores børn gør ikke som vi siger, men som vi gør. Så når jeg tager ansvar for mine reaktioner, lærer mine børn det sikkert også en dag.

PS: Det er selvfølgelig også derfor, vi gerne skal kunne styre vores egne reaktioner. Børn lærer ikke at stoppe med at nive ved at blive nevet igen eller taget hårdt fat i, men ved at lære de færdigheder, som de mangler for at kunne reagere anderledes.

Åååh, nej er min datter nu ødelagt for resten af livet

Vi har alle sammen noget med i bagagen på vores udviklingsvej.

Jeg ved ikke hvad hun har dannet af overbevisninger lige i den her situation.

Men jeg ved, at der er været så rigeligt at lignende situationer, hvor hun er blevet forstået, rummet og hjulpet kærligt videre. Og et eller andet sted tænker jeg, at det må være en befrielse for vores børn, at vi voksne heller ikke er fejlfrie. Vi gør alle sammen, det bedste vi kan, med de ressourcer vi har lige der.

Så nej, jeg tror ikke at min datter eller andre børn bliver ødelagt af den slags reaktioner ind i mellem. Så længe der er overvægt af reaktioner med nærvær og empati. Når viljen til at se barnets positive hensigt med en handling og forståelse for vores barn er tilstede. At vi er nysgerrige på vores barns hensigt frem for at hive dommen frem med det samme. Så jeg er tilhænger af, at vi voksne i langt højere grad reagerer med imødekommenhed, nærvær og empati end med ubevidste reaktioner og aggression. Samt at vi kan lede os selv til at stoppe en eventuel uhensigtsmæssig reaktion hurtigt og tage ansvar for at løse situationen. Det er efter min mening ALTID den voksnes ansvar at tage lederskab for at komme tilbage i den gode tilstand og kærlige relation med sit barn.

Jeg tror mine børn har lært meget denne her sommerferie og deres konflikter er igen blevet færre og mindre voldsomme.

Er der sammenhæng mellem dit overskud, din evne til nærvær og dine reaktioner?

Måske er dit overskud rimeligt ok lige nu, hvor du lige har haft ferie og mange aktiviteter har været sat på stand by i mange uger?
Hvordan var det før ferien? Føler du generelt et stort overskud og nærvær? Eller kan du trænge til at komme mere stabilt i balance?

Er du altid blid som et lam eller kender du til at springe op som en trold af æsken? Please, sig det ikke kun er mig, der har det sådan 😉

Har du ofte så travlt eller din opmærksomhed andre steder, at du ikke er bevidst nærværende i det du gør og siger lige her og nu?

Reagerer du forskelligt på nogenlunde den samme situation, alt efter hvilken tilstand du selv er i den dag?

Føler du dig ind i mellem underskudsagtig? Som i træt, småirriteret og i underskud af energi og balance i krop og sind – eller vil du vide mere om, hvordan du kan få endnu større overskud, glæde samt føle dig centreret og klarsynet under pres?

Du er velkommen til at deltage i min gratis workshop i mindfulness den 26. august 2015, hvor du både vil få øvelser og høre teori om hvorfor og hvordan mindfulness virker. Jeg fortæller også om, hvad du kan få ud af at deltage på mit 7 ugers mindfulness kursusforløb.

Jeg vil gerne vide mere nu! Værsgo – du kan allerede nu læse om forløbet på min hjemmeside.

Pin It on Pinterest

Sjelstad bruger cookies på den her hjemmeside for at forbedre din brugeroplevelse og til at undersøge, hvordan hjemmesiden bliver brugt. Klik for accept. Mere info

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk