Hvad gemmer du inderst inde?

Hvad gemmer du inderst inde?

Sidste weekend så jeg Pixars nyeste børnefilm ”Inderst Inde” sammen med mine 2 piger på snart 7 og 9 år.

En helt igennem fantastisk børnefilm!

På en sjov, legende og farverig måde giver filmen os svar på hvad der vælter rundt af store følelser og tanker på øverste etage. Ikke mindst viser filmen også hvordan vores fortolkninger af vores oplevelser og omgivelsers væremåde påvirker os hele vejen op igennem vores liv og danner vores overbevisninger og personlighed.

Min mindste datter synes vist filmen var lidt lang til sidst, men ”Inderst Inde” har helt sikkert sat tanker i gang hos min største datter. Og hos mig – i forhold til hvordan jeg bedre kan få snak om følelser ned i børnehøjde.

Min største datter og jeg har aftalt, at vi skal hygge os med at lave noget sammen i eftermiddag. Hendes første forslag: Skal vi så ikke tage i biografen igen og se ”Inderst inde”? Det vil JEG helt vildt gerne, da jeg sagtens kan se den igen for at få flere detaljer! Dog synes den fornuftige stemme i mig, at vi skal vente til den udkommer som DVD eller streamingfilm. Keeeedeligt med den fornuft 🙂

Der findes flere teorier om menneskets grundfølelser. Ifølge Irene Østrich, en af Danmarks førende psykologer inden for det kognitive område, har vi følgende 6 grundfølelser, som alle andre følelser udspringer fra:

  • glæde
  • sorg (tristhed)
  • frygt
  • vrede
  • væmmelse (afsky)
  • overraskelse

Vi er ekstremt styret af vores følelsers drivkraft. Det betyder, at vores følelser motiverer os kraftig til at foretage handlinger – både bevidst og ubevidst. En stor del af vores adfærd sker, fordi vi forsøger at undgå de ubehagelige følelser, som vi ikke ønsker i vores liv, men vi lader os selvfølgelig også drive af det, som giver os positive følelser, som vi gerne vil opnå.

Hvad lader du dig styre mest af?

Tænk på en situation som barn eller (måske nu!), hvor du har gjort noget for at opnå anerkendelse fra dine forældre?

Tænk på en situation som barn eller (måske nu!), hvor du undgår at gøre noget, som kan vække dine forældres kritik, vrede eller tristhed, som bevirker at du får en ubehagelig følelse?

Accept af børns følelser giver glade børn med højt selvværd

Det er vigtigt at lære os selv og vores børn, at alle følelser er ok. Også dem som vi forældre kan have svært ved at tackle på grund af vores normer, skyggesider, temperament eller lign.

Når vi accepterer vores børn følelser, så accepterer vi dem for hvem de er og det giver højt selvværd.

Følelser kommer og går. En følelse ikke varer ret længe af gangen, hvis vi tager i mod den og virkelig giver os selv lov til at mærke dem i kroppen. Vi snakker måske 3 minutter. Børn er helt eminent gode til at mærke sig selv, indtil vi piller den evne ud af dem med vores reaktioner og kommunikation. Helt naturligt går børn igennem mange forskellige følelser på en dag. De går hurtigt ind og ud af deres tilstande – græder, griner, råber, slår og viser kærlighed. Naturligt og ligetil – uden at hænge fast i deres tilstand.

Problemerne med vores følelser opstår, når vi nægter at mærke og lytte til det, der er. Så får de lov til at fylde alt for meget alt for længe uden egentlig at få plads til at være der.

For mange er det let nok at rumme, når vi selv og vores børn er glade. Eller er det? Kender du nogle voksne som ind i mellem synes at børnenes begejstring fylder for meget og kommer ud af kontrol? Eller kender du nogen, som har svært ved at give sig selv lov til at være alt for glad i for lang tid af gangen? Altså ikke dig selvfølgelig. Men måske en du kender har det sådan? 😉 Jeg kender det i hvert fald fra mig selv. At tristheden trækker i mig, når jeg føler mig alt for glad. Særligt før jeg begyndte at meditere og gå mere efter mine passioner.

Dine følelser påvirker din krop rent biokemisk. Derfor kan det faktisk være svært at føle og mærke ægte glæde, hvis du en stor del af dit liv f.eks. har følt tristhed, som du ikke har taget dig kærligt af. Det kan føles utrygt og ubehageligt at give slip på en følelse, du er blevet afhængig af, da kroppen også er afhængig af den rent biokemisk. Her hjælper meditation og mindfulness dig til at skabe en anden biokemi i din krop. En biokemi der gør det nemmere at give plads til glæden.

Vi må være nærværende over for vores egen og vores børns tristhed, vrede, frygt og afsky. Komme dem i møde med rummelighed, accept og omsorg. Så glæden kan få luft til at fylde meget, selvom de negative grundfølelser er i overtal. Så der dannes grobund for at glæden kan fylde igen efter en svær periode.

Det kræver træning og nye vaner at håndtere sine børns følelser på en imødekommende måde. Vi er så vant til at sige

”Det er da ikke noget at være ked af”
”Det er da ikke noget at blive så vred over”
”Det skal du ikke være bange for” osv.

I stedet for at sige

”Jeg fornemmer, at du er ked af det, er du det?”
”Jeg kan se, at det gør dig vred. Ved du hvad du føler dig vred over?”
”Der blev du godt nok bange. Er du sikker på, at det nu også er farligt? Skal vi undersøge det sammen?”.

Kan du høre og mærke forskellen?

Hvilken kommunikationsmåde rummer mest respekt, accept og nærvær?

Jeg kan kun anbefale dig at se filmen ”Inderst Inde” sammen med dine børn

Nu giver jeg slip

Nu giver jeg slip

Mindfulness har i høj grad hjulpet mig til at finde en anden måde at arbejde på. Jeg er mere åben for nye muligheder undervejs mod at nå mit mål og knap så tunnelsynet, på min vej mod målet, som jeg ellers har været. Særligt er jeg blevet meget bedre til at mærke mig selv, min krops signaler og til at høre min indre viden. Mine ellers kroniske stresssymptomer er forsvundet som dug for solen. Og jeg har oveni købet fundet min passion og min ideelle arbejdsform – med hjælp fra kognitiv coaching også.

Når vi udvikler os og når til næste step af vores udviklingsniveau, hvor vi virkelig udfordrer os selv og måske aktivere noget gammel frygt, er det helt normalt at falde tilbage i sine gamle mønstre igen.  Også selvom vi praktiserer mindfulness. Forskellen er at vi meget hurtigt bliver opmærksomme på, hvad der foregår.

For noget tid siden, gik jeg i gang med at udvikle mit kommende mindfulnessforløb til dig. Det er blevet godt. Rigtig godt faktisk 🙂 Meget gennemarbejdet og 7 indholdsrige moduler, som giver dig alle muligheder for at lave positive forandringer i dit liv. Skabe mere tid til det du elsker. Mere nærvær. Større overskud i dit liv. Mindre tankemyldr. Håndtere stresssymptomer. Men opbygning af kundetillid tager tid. Længere tid end jeg liiiige var klar over. For slet ikke at tale om den viden det kræver om annoncering, facebook, webinar, systemer og muligt andet. Er der nogen som kan klare det må det være mig, tænkte jeg! Også selvom jeg havde sat en alt for kort periode af til markedsføring. Pladask! Lige tilbage i mit gamle mønster om at være stærk og nå det hele på den halve tid. Det er jo bare lige en kort periode ik´!

Først blev jeg syg. I 3 uger….og nå ja mit øre er faktisk ikke helt i orden endnu. Hvad sker der for det? Mig der så sjældent er syg og aldrig mere end 4 dage. Hele vejen igennem har jeg holdt fast. Jeg VILLE nå ALT det, der skal til for at inspirere dig og en masse andre mennesker til, hvordan vi kan skabe tid til det der er vigtigt, større overskud og nærvær i en stresset hverdag. Fordi jeg tror på, at det er vigtigt for dig, for mig, for vores børn – ja faktisk hele vores samfund – at vi lærer at mærke, hvad der er rigtig for os og være i god balance i vores liv. Balance mellem at gøre og være. Mellem at være fornuftig og vild. Mellem at grine og græde. Mellem arbejde og privatliv. Mellem at være sund og usund. Mellem at yde og nyde. Mellem at give omsorg til andre og os selv. Mellem at være nærværende over for vores børn, vores kæreste og egne behov. Mellem at være vred og forstående. Mellem at være sårbar og stærk – er det i øvrigt nødvendigvis modsætninger?

Jeg opdagede hurtigt, at jeg faldt i. Valgte at fortsætte fordi målet er vigtigt for mig og passionen er med mig i arbejdet. Har holdt energien oppe med meditation. Men men men…jeg har ikke levet, som er bedst for mig. Passet ordentlig på mig selv, såsom at gå i seng til tiden og bevæge mig nok. Undervejs nedprioriterede jeg også den sunde mad lidt. Nu er jeg træt.

I dag ville jeg gennemføre at opsætte alt teknisk og markedsføring af et gratis online webinar for dig i næste uge. En mini workshop i mindfulness ala den jeg holdte med succes for 20 mennesker forleden aften – altså nu online. Så du også kunne blive inspireret og afgøre om mit kursusforløb “Fyr op for dig selv og din livsglæde” er noget for dig – mens du stadig kan nå at booke det til Early Bird pris.

Urealistisk. Det giver hverken dig eller mig tid nok til processen. Der er mindst 3 ting i dag, som viser mig, at det er tid til at stoppe op og give slip.

  1. Min datter sagde i morges at hun har ondt i halsen og gerne vil være hjemme fra skole. Min første tanke – årh nej, det har jeg ikke tid til!
  2. Bil gemmeleg – kender du den? Var ude at handle i et center med parkering i 3 etager. Da jeg skal ud til bilen, går jeg ud på den etage, hvor jeg oftest holder. Kan ikke finde bilen. Tænker tilbage på, hvor jeg mon parkerede og gik ind – kan ikke huske det overhovedet. Har simpelthen været SÅ uopmærksom på mine omgivelser og så meget oppe i mine tanker mens jeg parkerede og gik ind i centeret, at jeg på ingen måder kan genkalde mig situationen.
  3. Det tekniske virkede ikke og blev ved med at drille.

Så nu giver jeg slip. Helt slip på resultatet og at jeg kun er noget værd i kraft af det jeg præsterer. Og gør bare det bedste jeg kan i processen samtidig med at jeg giver plads til at genskabe overskud og nærvær hos mig selv. Så jeg er tro mod mine egne værdier og er den mor jeg gerne vil være. Så jeg kan være autentisk i det, jeg gerne vil lære dig også. Så jeg arbejder lidt og er sammen med min datter resten af tiden i dag.

Det betyder, at der ikke kommer webinar lige nu i denne omgang. At jeg ikke længere vil forsøge at forcere processen og kæmpe for meget i markedsføringen på for kort tid. Jeg gør kun det, jeg kan nå uden at dræne mig selv. Der kommer de kunder, som vedkender sig, at de virkelig kan få glæde af mit forløb. Som beslutter sig for at det er nu, de tager det vigtige skridt. Mod et liv med mere tid, nærvær og overskud til alt det og dem vi elsker. Hvor vi næres af, det vi gør og arbejder uden at blive drænet for energi.

Lyder det som et liv for dig?

Jeg vil elske at have dig med på holdet 🙂

Hvis du vil snuse til hvad mindfulness kan give dig, før du tilmelder dig forløbet, kan du tilmelde dig min næsten gratis mini-workshop på onsdag den 9/9 kl. 19-21 hos Big Heart Huset på Frederiksberg.

At være mindful er ikke lig med at gå i stå eller at blive lad og lave ingenting. Tværtimod. Mindfulness gør os bare meget mere bevidste om, hvad der skal til for at bringe os selv mere frem (måske ovenikøbet i overhalingsbanen) ved at føle os centreret, i flow og UDEN at overforbruge vores ressourcer.

Du lærer simple og effektive teknikker til at blive bevidst nærværende i dit liv. Så du kan lytte til dine behov og komme i balance både kropsmæssigt, følelsesmæssigt og tankemæssigt.

Nu er det tid til børn, hjemmet og mig. Mine piger og jeg skal rigtig pigehygge, da vi er alene hjemme halvdelen af weekenden.

Rigtig god weekend til dig og dine nærmeste.

PS: Fletningen har min datter lavet, da vi havde “skønhedssalon” tidligere på dagen 😀

Sanne <3

Har dine reaktioner magten over dig eller leder du dig selv?

Min sommerferie er nydt, med alt hvad den indebar af gode oplevelser, nærvær, hyggelige stunder med børn og læsning om aftenen i teltet – og masser af konflikter i mellem vores børn. Så jeg har virkelig haft brug for mine egne råd til andre denne sommer 😀

Hvordan har din ferie været? Jeg er lidt nysgerrig! Har nogle af jer reflekteret over eller brugt noget af mit input fra sidste blogindlæg om sommerferie? Vil du dele det med mig?

Apropos konflikter – jeg skal love for, at der har været god læring til os alle på det område i vores ferie i år, børn som voksne. Vores piger er meget tætte og ligger også tæt på hinanden aldersmæssigt. Samtidig er de ekstremt forskellige i deres styrker og udfordringer og til tider meget jaloux på hinanden. Også i forhold til os forældre, hvor de kæmper om opmærksomhed fra den samme forælder på samme tid. Så de har et typisk søskende had-kærlighedsforhold. De kan virkelig irritere hinanden for øjeblikket. Den mindste vil ha´og gøre det samme som storesøster altid og elsker at være sammen med hende og hendes veninder. Storesøster vil gerne frigøre sig og bare have fred for lillesøster. Og så hjalp det heller ikke at de kom helt ud af rytme søvnmæssigt fra start af og sov meget sent hver aften fordi vi sov i telt i larmende omgivelser. Der har været mange voldsomme skænderier og nærmest slåskampe mellem børnene i vores ferie. Måske skal jeg kræve feriepengene tilbage, fordi jeg midt i min ferie nærmest er blevet gjort klar til et kommende kursusforløb, jeg vil lave for forældre senere på året?! 😀

Fra kærlig til aggressiv monster mor

Vi lader os nemt smitte af andres humør helt automatisk. Blandt andet på grund af spejlneuronerne i vores hjerne. Samtidig har vores mønstre, (som er dannet igennem vores oplevelser og tolkningen af dem i  vores barndom), og vores reptilhjerne meget stor magt over vores reaktioner. Hvis ikke vi er meget opmærksomme på at vælge vores egen tilstand, så kan en dårlig stemning hurtig sprede sig og vare meget længe. Og når vores reaktioner kører på autopilot kan vi f.eks. meget hurtigt springe i luften, når børnenes adfærd er udfordrende. Jeg har haft stort fokus på selvledelse af min tilstand og mine automatiske reaktioner denne sommer. Både i forhold til alle vores konflikter, men også bare mere generelt. Hvis du ikke har set min videohilsen fra min sommerferie omhandlende nærvær og brud med automatiske mønstre, kan du se den her.

Før i tiden ville min automatiske reaktion på konflikterne med garanti have været råbende, dømmende og fyldt med irritation. Selvom jeg havde læst den ene bog efter den anden om børneudvikling og “børneopdragelse”, var jeg ikke i stand til at være som jeg gerne ville, fordi mine automatiske reaktioner styrede mig. Så jeg er stolt af, at jeg det meste af tiden håndterede de mange konflikter med stor rummelighed, kærligt og neutralt uden at være dømmende. At jeg i højere grad vejledte dem end at skælde ud, ved at vi hver gang talte om, hvordan de kan håndtere deres vrede i stedet for at slå. Samtidig med at jeg bestemt sagde fra over for voldsom adfærd og skilte dem ad. Vrede er en helt naturlig og sund følelse at mærke, når vores grænser bliver overtrådt. Børn må gerne være uenige, jaloux og vrede, men det skal ikke vises ved at slå. Jeg tror helt klart, at mindfulness er årsagen til, at det var muligt for mig at tage selvledelse for min tilstand størstedelen af tiden. Jeg centrerede mig selv og fulgte sådan set mine egne råd fra min gratis e-bog, som du er så velkommen til at hente Ja tak til e-bog

  1. Stop op – fokuser på det der er omkring dig.
  2. Tag et par dybe indåndinger, mens du iagttager, hvilke følelser situationen trigger i dig.
  3. Lyt til og se dit barn. Beskriv hvad du ser. Sæt ord på følelserne. Vær nærværende over for den bagvedliggende grund til konflikten. Spørg ind til det eller sæt ord på det, du gætter på er årsagen. Dit barn skal nok sige fra, hvis du gætter forkert.
  4. Fokuser på det der sker lige nu og spørg dig selv, hvad der virkelig er vigtigt i dette øjeblik.
  5. Giv information i stedet for skæld ud, kritik eller lignende.

For at kunne reagere sådan, skal du have balance i det autonome nervesystem samtidig med at det skal indarbejdes som en vane, da det jo skal foregå på meget kort tid. Daglig meditation ændrer nervesystemet på en måde, som gør at du nemmere kan bevare roen og styre dine reaktioner.

Efter 14 dage omgivet af konflikter i et omfang, jeg aldrig har prøvet før, lod jeg mig alligevel en dag trigge meget og blev så gal, at jeg reagerede prompte og sprang i luften med et råbende “SÅ STOPPER DU”, mens jeg uden at tænke over det slog ud efter skulderen på min datter, som lige havde sat neglene i mig meget hårdt med hele klør 5. Det er aldrig sket før og det kommer nok heller ikke til at ske igen.

Dårlig reaktion? Ja, det synes jeg – men meget menneskelig. Fuldstændig styret af reptilhjernen som pr. automatik reagerer med kamp, frys eller flygt, når vi presses.

Blev jeg ked af det? Bestemt, jeg havde det elendigt bagefter.

Blev min datter ked af det? Absolut, hun græd indtil vi fik ro på igen.

Hvordan blev vi forsonet? Ved at jeg sagde undskyld og spurgte, hvordan jeg kunne gøre det godt igen. Altså efter vi lige havde haft en snak om episoden og hendes adfærd også. Jeg tog ansvar for min reaktion – også selvom det kan føles uretfærdigt, når jeg synes det var min datter der startede 😉

Husk vores børn gør ikke som vi siger, men som vi gør. Så når jeg tager ansvar for mine reaktioner, lærer mine børn det sikkert også en dag.

PS: Det er selvfølgelig også derfor, vi gerne skal kunne styre vores egne reaktioner. Børn lærer ikke at stoppe med at nive ved at blive nevet igen eller taget hårdt fat i, men ved at lære de færdigheder, som de mangler for at kunne reagere anderledes.

Åååh, nej er min datter nu ødelagt for resten af livet

Vi har alle sammen noget med i bagagen på vores udviklingsvej.

Jeg ved ikke hvad hun har dannet af overbevisninger lige i den her situation.

Men jeg ved, at der er været så rigeligt at lignende situationer, hvor hun er blevet forstået, rummet og hjulpet kærligt videre. Og et eller andet sted tænker jeg, at det må være en befrielse for vores børn, at vi voksne heller ikke er fejlfrie. Vi gør alle sammen, det bedste vi kan, med de ressourcer vi har lige der.

Så nej, jeg tror ikke at min datter eller andre børn bliver ødelagt af den slags reaktioner ind i mellem. Så længe der er overvægt af reaktioner med nærvær og empati. Når viljen til at se barnets positive hensigt med en handling og forståelse for vores barn er tilstede. At vi er nysgerrige på vores barns hensigt frem for at hive dommen frem med det samme. Så jeg er tilhænger af, at vi voksne i langt højere grad reagerer med imødekommenhed, nærvær og empati end med ubevidste reaktioner og aggression. Samt at vi kan lede os selv til at stoppe en eventuel uhensigtsmæssig reaktion hurtigt og tage ansvar for at løse situationen. Det er efter min mening ALTID den voksnes ansvar at tage lederskab for at komme tilbage i den gode tilstand og kærlige relation med sit barn.

Jeg tror mine børn har lært meget denne her sommerferie og deres konflikter er igen blevet færre og mindre voldsomme.

Er der sammenhæng mellem dit overskud, din evne til nærvær og dine reaktioner?

Måske er dit overskud rimeligt ok lige nu, hvor du lige har haft ferie og mange aktiviteter har været sat på stand by i mange uger?
Hvordan var det før ferien? Føler du generelt et stort overskud og nærvær? Eller kan du trænge til at komme mere stabilt i balance?

Er du altid blid som et lam eller kender du til at springe op som en trold af æsken? Please, sig det ikke kun er mig, der har det sådan 😉

Har du ofte så travlt eller din opmærksomhed andre steder, at du ikke er bevidst nærværende i det du gør og siger lige her og nu?

Reagerer du forskelligt på nogenlunde den samme situation, alt efter hvilken tilstand du selv er i den dag?

Føler du dig ind i mellem underskudsagtig? Som i træt, småirriteret og i underskud af energi og balance i krop og sind – eller vil du vide mere om, hvordan du kan få endnu større overskud, glæde samt føle dig centreret og klarsynet under pres?

Du er velkommen til at deltage i min gratis workshop i mindfulness den 26. august 2015, hvor du både vil få øvelser og høre teori om hvorfor og hvordan mindfulness virker. Jeg fortæller også om, hvad du kan få ud af at deltage på mit 7 ugers mindfulness kursusforløb.

Jeg vil gerne vide mere nu! Værsgo – du kan allerede nu læse om forløbet på min hjemmeside.

Pin It on Pinterest

Sjelstad bruger cookies på den her hjemmeside for at forbedre din brugeroplevelse og til at undersøge, hvordan hjemmesiden bliver brugt. Klik for accept. Mere info

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk