Fire børn på 6-7 år kommer løbende i mod mig. Jeg er på min datters skole i frikvarteret.
Drengen bagved (Y) er gal. Stopper op men bliver ved med at råbe truende til X.
Jeg siger: ”Du ser gal ud. Det må der være en grund til, som jeg gerne vil høre om lidt. Det ser ikke ud som om, det er rart at være så vred. Se hvor ked af det X er, det føles sikkert heller ikke rart.
Jeg sætter mig ned på hug og siger til begge børn. ”Tag det roligt begge to. Træk lige vejret helt ned i maven, så finder vi en løsning”.
Lad mig først høre jer begge to fortælle, hvad der skete. En af gangen.
X fortæller: ”Vi legede fangeleg og pludselig begynder Y at råbe, sparke og slå efter mig. De andre 2 børn der er med nikker.
Mig: ”Det gør dig bange og ked af det”? X: ”Ja, snøfter og nikker med hovedet”.
Må jeg høre dig fortælle, hvad der skete Y?
Y: ”Vi leger fangeleg og de andre binder mig ind i et sjippetorv. Jeg råber, de skal stoppe. Det gør de ikke”.
Mig: ”Føler du det er ubehageligt”? Y: ”Ja meget”.
Mig: ”Så du bliver frustreret. Du føler, at det eneste du kan gøre for at komme fri er at slå”? Y: ”Ja præcis”
Mig til begge drenge: Hvad kan I gøre en anden gang, hvis noget lignende skulle ske?
X: ”Jeg kan huske at stoppe, når Y siger stop”.
Y: ”Jeg kan løbe væk efter hjælp, når jeg er kommet fri. I stedet for at løbe efter X for at slå ham”.
Mig: ”Er I begge to okay med hinanden nu”? Ja, siger begge drenge.
Jeg synes, det er et godt eksempel på at konflikter, kan løses med nærvær og god kommunikation. Uden at skælde ud. Uden at gøre nogen forkerte. Bare ved at give sig tid, lytte aktivt og sætte ord på deres følelser.
Egentlig havde jeg travlt. Skulle nå tandlægen. Det er ofte i de situationer, vi tager den løsning, som vi tror er hurtigere. Dømmer og skælder ud. Hvordan tror du situationen, havde set ud, hvis jeg havde skældt dem ud i stedet for? Hvis jeg ikke havde givet mig tid til at høre historien bag, ville jeg nok have trøstet X og primært have skældt Y ud, for at ville slå. Ville det være rimeligt? Hvad ville det gøre ved Y’s selvfølelse?
Det er ikke altid det lykkes helt lige så godt herhjemme. Som familie er vi viklet meget mere ind i hinanden følelsesmæssigt – både børn og voksne. Vores børns adfærd trigger i endnu højere grad vores automatiske reaktioner og gamle ubevidste mønstre, som vi har med os fra livet. Mange af os kan nok heller ikke sige os helt fri for, at sidestille vores evne som forældre med vores barns adfærds. Barnets adfærd rammer nogen gange lige ned i vores skyggesider. (De sider af os som, som vi ikke vil acceptere, vi har.) Derfor kan det være lidt sværere. Men det sker tit. Jeg øver mig. Ja, vi øver os alle sammen herhjemme og bliver bedre og bedre til at forstå hinanden.
PS: Jeg nåede tandlægen til tiden 🙂
Seneste kommentarer