Når konflikt løses med 2 vindere

Fire børn på 6-7 år kommer løbende i mod mig. Jeg er på min datters skole i frikvarteret.

Den forreste dreng (X) græder og råber til mig ”Han vil slå mig”. Vil du hjælpe mig?

Drengen bagved (Y) er gal. Stopper op men bliver ved med at råbe truende til X.

Jeg siger: ”Du ser gal ud. Det må der være en grund til, som jeg gerne vil høre om lidt. Det ser ikke ud som om, det er rart at være så vred. Se hvor ked af det X er, det føles sikkert heller ikke rart.

Jeg sætter mig ned på hug og siger til begge børn. ”Tag det roligt begge to. Træk lige vejret helt ned i  maven, så finder vi en løsning”.

Lad mig først høre jer begge to fortælle, hvad der skete. En af gangen.

X fortæller:  ”Vi legede fangeleg og pludselig begynder Y at råbe, sparke og slå efter mig. De andre 2 børn  der er med nikker.

Mig: ”Det gør dig bange og ked af det”? X: ”Ja, snøfter og nikker med hovedet”.

Må jeg høre dig fortælle, hvad der skete Y?

Y: ”Vi leger fangeleg og de andre binder mig ind i et sjippetorv. Jeg råber, de skal stoppe. Det gør de ikke”.

Mig: ”Føler du det er ubehageligt”? Y: ”Ja meget”.

Mig: ”Så du bliver frustreret. Du føler, at det eneste du kan gøre for at komme fri er at slå”? Y: ”Ja præcis”

Mig til begge drenge: Hvad kan I gøre en anden gang, hvis noget lignende skulle ske?

X: ”Jeg kan huske at stoppe, når Y siger stop”.

Y: ”Jeg kan løbe væk efter hjælp, når jeg er kommet fri. I stedet for at løbe efter X for at slå ham”.

Mig: ”Er I begge to okay med hinanden nu”? Ja, siger begge drenge.

Jeg synes, det er et godt eksempel på at konflikter, kan løses med nærvær og god kommunikation. Uden at skælde ud. Uden at gøre nogen forkerte. Bare ved at give sig tid, lytte aktivt og sætte ord på deres følelser.

Egentlig havde jeg travlt. Skulle nå tandlægen. Det er ofte i de situationer, vi tager den løsning, som vi tror er hurtigere. Dømmer og skælder ud. Hvordan tror du situationen, havde set ud, hvis jeg havde skældt dem ud i stedet for? Hvis jeg ikke havde givet mig tid til at høre historien bag, ville jeg nok have trøstet X og primært have skældt Y ud, for at ville slå. Ville det være rimeligt? Hvad ville det gøre ved Y’s selvfølelse?

Det er ikke altid det lykkes helt lige så godt herhjemme. Som familie er vi viklet meget mere ind i hinanden følelsesmæssigt – både børn og voksne. Vores børns adfærd trigger i endnu højere grad vores automatiske reaktioner og gamle ubevidste mønstre, som vi har med os fra livet. Mange af os kan nok heller ikke sige os helt fri for, at sidestille vores evne som forældre med vores barns adfærds. Barnets adfærd rammer nogen gange lige ned i vores skyggesider. (De sider af os som, som vi ikke vil acceptere, vi har.) Derfor kan det være lidt sværere. Men det sker tit. Jeg øver mig. Ja, vi øver os alle sammen herhjemme og bliver bedre og bedre til at forstå hinanden.

PS: Jeg nåede tandlægen til tiden 🙂

 

Hvad gør dig glad og passioneret?

I eftermiddag skal jeg være sammen med 100 børn og en masse voksne fra min datters skole.

2. klasserne er på naturskole. De skal lære nyt, hygge og være i et med naturen. Jeg kan tydelig dufte bålet og høre latteren fra de mange glade børn, der skal sove i telte i den skønne skov.

Jeg får klare billeder fra min egen barndom. Bålets flammer der varmer i mørket. Roen og nærværet der forplanter sig ud i hele min krop. Voksne og børn der hygger sig ved bålet med, snobrød sange og guitar. Glæden ved musik og sang der fylder mit sind.

I just LOVE it <3

Jeg glæder mig til at slippe computeren og være nærværende sammen med min datter og alle de andre. Vi skal lave mad sammen, grine, lege og snakke. Måske er jeg så heldig at vi også skal have bål, guitar og sang 🙂

Hvad husker du fra din barndom, som gjorde dig glad?
Virker det endnu?
Hvornår glemte du sidst tid og sted? Hvad gør dig glad og passioneret i dag?
Hvad gør dit barn glad?

Hvilken banehalvdel spiller dine skyggesider på?

Hvad faldt du for, da du mødte din partner?

Jeg faldt blandt andet for min mands evne til altid at være så afslappet og rolig. Det gav mig den ro, som jeg ofte havde brug for at føle, fordi jeg af natur helst har gang i flere projekter og sjældent finder på at ligge på sofaen for at slappe af.

Med tiden begyndte det at irritere mig at:

  • Han altid tager pauser undervejs i f.eks. rengøringen
  • Tankegangen ofte er ”det når vi nok i morgen”
  • Træning er en by i Rusland

Hvorfor er det, at vi kvinder har behov for og synes vi har ret til at lave om på vores mand? Ja, for helt ærligt er det ikke mest kvinder, der vil det? – selvom jeg ikke er meget for at indrømme det!?

Jeg har mange gange brokket og beklaget mig over, at det er uretfærdigt, at jeg knokler rundt, mens han bare sidder der og spiller computer undervejs. Sagt: ” lad os dog gøre pligterne færdige, så jeg også kan slappe af!”

Hvor til Kenneth svarende: “Jamen når vi er færdige, finder du jo bare på noget nyt, vi liiiige kan nå og hvem siger, at din måde er den rigtige at gøre tingene på”? Ja, det siger jeg – BOM! Hvis vi begge to tager pauser hele tiden, sker der jo ingenting.

Og sådan kan diskussionen fortsætte, mens vi alene ser verden fra vores egen briller uden at forstå vores relation har nogle andre briller, der ser verden på en anden, men måske lige så god måde. For hvad ved du i virkeligheden med sikkerhed, om hvad der rigtigt eller forkert?

Kan nogle af jer genkende sådan en snak? Eller hvad gør dine børn og partner, som du reagerer kraftigt på?

Rigtig mange af os har tendens til at dømme andre, brokke og beklage os og synes det er lidt synd for os. Og hvem har ikke prøvet at sladre lidt om en person, vi trigger på, som ikke er tilstede? På den måde prøver vi at deale med vores besværlige relationer og måske hæve os selv op til at være bedre end de andre.

Vores udfordrende relationer er i virkeligheden et spejl af vores blinde vinkler – altså de sider af os, som vi ikke vil se og acceptere. De kaldes også vores skyggesider. Enten har du selv de sider i dig, som du bebrejder den anden for. Det er absolut værdifuldt at undersøge, hvad du undertrykker i dig selv, da det forandrer dit liv at tillade alle følelser og sider i dig. Og det gælder altså også for jer mænd på trods af det jeg skrev tidligere !! 😀

Eller hvis du virkelig ikke kan genkende den side i dig selv, som du lader dig påvirke kraftigt af hos din partner, så er skyggesiden, i det du ikke får gjort eller ikke får sagt. Så skal du spørge dig selv: “Hvordan har jeg ikke lyst til at blive opfattet af andre”? Hvilket mærkat skal jeg være villig til at få sat på mig for at turde sige fra eller handle”?

Vil du høre om en af mine skyggesider?

I mit tilfælde har jeg en skyggeside på det at være doven. I virkeligheden elsker jeg at nyde livet og har brug for at slappe af, men tillader ikke mig selv at gøre det. Måske fordi jeg igennem mit liv har lært at ”Man skal yde før man kan nyde” og ”det er nødvendigt også at gøre de ting, man ikke gider”.

Hvis jeg fuldt ud accepterede mit behov for afslapning, skulle min skyggeside måske findes i, at jeg undgik at sige noget til Kenneth, så jeg ikke kunne opfattes som værende skrap eller lign. Bare for eksemplets skyld – det er vist ikke her udfordringen ligger for mig 😀

Det du forsøger at undertrykke og fortrænge hos dig selv, vokser sig bare større og kører rundt med os. Du vil møde det igen og igen, indtil du har lært at være et autentisk helt menneske, der tager lederskab for din adfærd. Når jeg ikke selv kan finde ud af at skaffe mig plads til afslapning, så må min skyggeside hjælpe mig ved at råbe højt og larmende ”Hallo, jeg vil høres, ses og accepteres!” F.eks. ved at jeg hele tiden møder mennesker, som jeg synes er overdrevent dovne eller måske ved at jeg bliver syg, så jeg tvinges til at trække mig tilbage og slappe af.

I dag ved jeg hvorfor min reaktion er så kraftig på dovenskab. Jeg er blevet meget bedre til at styre min adfærd positivt og lidt bedre til selv at slappe af. Sjovt nok opfatter jeg også nu Kenneth som mindre doven *GG*

Når du starter hos dig selv og sætter dine holdninger, overbevisninger, følelser, tanker og ikke mindst dine skyggesider under en lup, forandrer dine relationer og omverden sig på mystisk vis 😉

Hvorfor vente med at rette blikket mod dig selv, hvis du kan få langt større livsglæde og færre opslidende diskussioner i familien? Tætte og meningsfyldte relationer er super vigtige for vores lykkefølelse – måske det vigtigste?! Undersøgelser viser ihvertfald, at der er en direkte sammenhæng.
Du kan læse om det og måske gå vejen selv. Eller investere i din lykkefølelse ved at have en coach til at guide, støtte og fastholde dig i processen, der skal til for at skabe de forandringer, du har brug for. Book en gratis introsamtale i dag.

PS: Alle de her skyggesider er i HØJ grad også på spil i forhold til vores børn. Det er blandt andet derfor, vi tit kan føle os vildt provokeret af vores børns adfærd.

Mand eller mus

Forleden dag i en tøjbutik hørte jeg en dialog mellem en familie (mor, far, søn og datter). Sønnen på ca. 13 år skulle have en jakke og stod med 2 forskellige – en rød, hvid og blå converse jakke og en blå praktisk jakke (iflg. moren i hvert fald) Moren spørger, hvilken jakke drengen helst vil have og siger ”du bestemmer selv”. Han tøver, mens moren plaprer videre om, hvor god den praktiske jakke er i forhold til den smarte converse. Drengen fremstammer, at han helst vil have converse jakken. Gæt hvad moren siger?

Måske har du allerede regnet det ud. Moren siger: Nej, jeg synes altså den praktiske er bedre og den passer også i farven til alt dit tøj. Men du må selvfølgelig selv bestemme og bla bla bla…..godt støttet op af drengens søster. Faren får pippet, at moren skal stoppe, når hun nu har sagt at drengen selv må bestemme. Både far og dreng giver hurtigt op. Moren får sin vilje. De går derfra med en dreng, som har lært, at hans beslutninger ikke dur og han lignede en som mest af alt havde lyst til at gemme sig – UDEN jakke på.

Psst…jeg kender det godt, det der med at ville have min vilje, og vide hvad der er bedst for mine børn. Jeg har slugt mange kameler! Accepteret håbløse outfits til fest og i børnehaven for at give mine børn ret til at bestemme over sig selv, når de kan. Når det alene dækker mit behov, at de ikke skal bestemme selv. Og helt ærligt….så vigtigt er det jo heller ikke om farverne passer sammen på tøjet, om håret sidder ordentlig eller om de nu lever op til andres forventninger.

Det er langt vigtigere for mig, at mine piger lærer at mærke efter, hvad der er vigtigt for dem. At de kan tage beslutninger og tror på de er gode. At de tør følge deres fornemmelser og kan sige til og fra.

For at lære dem det, må jeg være bevidst om mit behov for at tingene skal være på min måde – og give slip på det! I de tilfælde hvor jeg vælger at bestemme, skal de ikke først have valgmuligheden for bagefter at blive manipuleret på plads.

Selvledelse styrker og baner vej til et frit, stærkt og glædesfyldt liv.

Feedback og involvering er guld…..

Er det egentlig nødvendigt eller specielt givende at få karakterer? Er det ligefrem mere skidt end godt?

Jeg har været til 2 eksamener i år – en skriftlig og en mundtlig – og begge gange har det været uden karakterer, men tilbagemelding om ”bestået” eller ”ikke bestået”. Egentlig har jeg det fint, for når jeg lytter til min indre bevidsthed og mærker efter mine egne svar, ved jeg jo godt, hvordan det gik. Efter eksamen hungrede mit ego alligevel ligeså meget efter en karakter, som mange mænd hungrer efter sex 😉 På trods af at jeg i forvejen kendte rammerne for eksamen, var jeg i kort tid ligeså skuffet, som efter jeg så ”En due sad på en gren og funderede over tilværelsen” i biografen. Lad være med at se den 😀

Vi er så vant til at blive vurderet på vores resultat og at der uddannelsesmæssigt klistres et tal på vurderingen. Jeg kunne tydeligt mærke mit automatiske behov for at få lærerens specifikke bedømmelse af mit resultat. På hvor god jeg var. Når venner og familie spurgte ”Hvordan gik det?” og jeg svarede ”fint, jeg bestod”, kunne jeg  nærmest mærke det store spørgsmål ”Hvor godt gjorde du det?” Og efterfølgende, ”Nå, I fik ikke karakterer”. Og min egen trang til at uddybe med ”Jeg gjorde det skide godt”, så ingen var i tvivl.

I skolen og ofte også derhjemme mødes børnene af fortravlede voksne og en meget resultatorienteret tilgang, hvor der er ét rigtigt eller få rigtige svar. De vurderes i høj grad på deres præstationer og på om de lever op til forældrenes forventninger til opførsel. Ikke på deres tilgang, evne til samarbejde, at de har gjort sig umage, på deres mod og kreativitet i processen, men alene på resultatet – der i skolen belønnes med et tal som feedback. Jeg mener, vi må sætte fokus på børnenes styrker, være nysgerrige på deres evner og også interessere os for børnenes meninger om deres rammer og løsning på eventuelle udfordringer. Vi lukker ned for børnenes eminente evne til divergent tænkning, hvis vi som forældre og samfund kun fortæller vores børn, hvordan verden er! I stedet for at lade dem udforske og være med til at definere, hvordan verden kan være. En evne de har naturligt fra fødslen og er gode til, bl.a. fordi de tænker meget umiddelbart, er ukritiske og ikke bekymrer sig og stiller forhindringer op for deres egne ideer.

Divergent tænkning bidrager til kreativitet, innovation og til at tænke i muligheder, hvor vi kan fornemme/sanse hvad der er brug for. Fremtidens samfund har brug for kreativt og selvstændigt tænkende mennesker til vores videnssamfund!

Vores stressende livsstil og fokus på resultatet gør, at mange af os lader os styre af automatiske handlinger og har et højt indhold af stresshormoner i hjernen. Begge dele forhindrer adgang til vores indre bevidsthed og kreativitet. Og de voksnes væremåde smitter af på børnene, der ligeså langsomt får mindre og mindre adgang til deres stærke intuition og kreativitet.

Vi er i kontakt med vores kreativitet og intuition, når vi er bevidst tilstede i nuet, hvor vi kan opleve direkte fra alle vores sanser. Når vi er nærværende og har tillid til vores evner og beslutninger. Når vi ikke bruger alle vores ressourcer på bekymringer og tanker om fremtiden / resultatet og fejl. De mest succesfulde mennesker i verden kaster sig ud i nye ting, laver masser af fejltagelser og lærer af dem! De har i øvrigt ikke nødvendigvis fået de bedste karakterer i skolen.

Jeg tror på, at vi alle sammen har masser af ressourcer og hver især har nogle særlige talenter. Tænk hvis alle mennesker gjorde det, de brænder mest for og er bedst til? Forestil dig hvilken (arbejds)glæde, performance og nye højder det automatisk ville give? Når vi træner det, vi er bedst til, er der potentiale for at blive verdensmestre – og trives med det!

Derfor er det så vigtigt, at vi støtter op om vores børns talenter. Jeg tror, at det er langt mere givende at få feedback på vores indsats. At vi sætter størst fokus på vores styrker og det der virker – og med udgangspunkt i det fortæller, hvad der kan justeres på, så processen mod resultatet bliver endnu bedre. Eksamen er også ”bare” en læringsproces.

Du kan kun gøre dit bedste – resultaterne er ikke op til dig.

Pin It on Pinterest